Tilbage til forsiden


De to store K'er var jo for ti-tyve år siden Kasparov og Karpov. I dag har den nye verdensmester Kramnik overtaget den enes plads, og tvekampen om verdensherredømmet fortsætter, om ikke igen i en direkte titelmatch så dog som en moralsk VM-kamp om at være bedst i turneringer hvor begge deltager.

Selv om Kasparov (billedet) stadig på ranglister figurerer øverst og har forsvaret stillingen udmærket, synes den anden K at markere sig bedre og bedre. Ikke mindst i kraft af mange fine positionelle præstationer. Og så har han stadig succes med sit remisvåben med sort: "Berlinmuren" alias Berlinerforsvaret mod spansk:
1. e4 e5 2. Sf3 Sc6 3. Lb5 Sf6!,
hvor den ene efter den anden stormester påstår, at hvid står bedst i slutspillet efter
4. 0-0 Sxe4 5. d4 Sd6 6. Lxc6 dxc6 7. dxe5 Sf5 8. Dxd8+ Kxd8.
Men Kramnik får som regel mindst remis (hvilket som bekendt i de kredse regnes for en sort succes!).

I superturneringen i maj i den sibiriske by Anasta mødtes de 2 nuværende K'er i sidste runde (1. juni) og kæmpede om turneringssejren, med Kramnik i den gunstige udgangsposition at kunne nøjes med remis. Så der regnede man på forhånd med, at han ville diske op med muren igen. For efterhånden var det vel blevet en æressag for Kasparov ikke at undvige den med et andet førstetræk end 1. e4! Spændingen før dette møde var sitrende høj.

Men som vel alle ved nu, gjorde Kasparov det! Han væltede virkelig Berlinmuren! Han gjorde det mange havde håbet på, men næsten ikke troet muligt! I et højdramatisk parti opvartede han med en ny opstilling, en smuk og enkel brikudvikling, og fortsatte med et næsten utroligt bondeoffer for at åbne linjer og diagonaler. Så kom et løberoffer der ikke kunne modtages, og en kombination der tilbageerobrede bonden med et gunstigt slutspil. Derefter nogle skarpt beregnede manøvrer, og pludselig havde Kasparov en bonde mere. Den regerende verdensmester forsøgte et desperat officersoffer for nogle bønder, men forgæves. 1-0. Et ulideligt spændende parti der går lige over i skakhistorien.

Og så er man i disse dage i gang med at spille om at blive Europamester. Åbenbart ikke noget helt nyt, for turneringen hedder "2nd European Chess Championship". Det må være gået hen over mit hoved sidste år at vi nu også har en "EM"! Og hvem der blev den første. Nå, de spiller i Makedonien - af alle steder - i en lokalitet ved navn Ohrid. Og hovedparten af de mange kandidater er stormestre. Når dette læses er turneringen ved at være forbi, og så ved vi sikkert om den enlige danske deltager, danmarksmesteren Peter Heine Nielsen, er med i slutspurten om den åbenbart meget eftertragtede titel.

Har du hørt om "Luzhins forsvar"? Ved du heller ikke at to af de berømteste skakspillere slet ikke var skakmestre? De hed Humphrey Bogart og Vladimir Nabokov. Sidstnævnte var ham forfatteren der skrev "Lolita". Den blev jo til en meget omtalt film og har givet navn til et syndrom! Han har også skrevet romaner med skak i, og nu kommer snart filmen over bogen "Luzhin's Defence".
Den siges at være ret god og ikke være totalt skakmæssigt håbløs! Se den før din modstander!

Bent Kølvig