Kræv remis! v/ Bent Kølvig 5. november 2004 Tilbage til forsiden


hvid: Viggo Lomborg, Herlev
sort: Bjørn Brylov Christoffersen, Rødovre

KSU holdturnering, Mesterrækken 1. runde, bræt 7.

Efter hukommelsen har jeg stillet brikkerne, som jeg så dem, lige før jeg gik hjem. Der fulgte vistnok 1. b7 Tb6, og det er jo en eklatant remisstilling. Så det bedrøvede mig at se, at vor mand, som ellers havde spillet et fremragende defensivt parti, alligevel tabte. Han havde godt nok kun en halv snes minutter tilbage til resten af partiet. Men det skulle også være tilstrækkeligt til remisskakkerne. Hvid konge kan jo intet steds finde ly, og hvis sort konge holder sig på g7 og h7, kan hvid intet gøre.
Det får mig til at antage, at Bjørn tabte på tid. Og det får mig så til at bede ALLE på holdet om at være opmærksom på reglerne for "færdigspil som hurtigskak". Specielt den, der siger, at en spiller, der har mindre end 2 minutter tilbage, kan kræve remis. Betingelsen skal være, at modstanderen ikke kan sætte mat (fx med konge og løber mod konge), selv ved dårligste modspil. Eller, at han kun spiller på uret og ikke forsøger at vinde på normel vis. Eller, at der er opstået en klar teoretisk remisstilling, OG at spilleren over for turneringslederen (kamplederen(!)) kan gøre rede for, hvordan den holdes remis!
Det var, hvad man kan - og bør - gøre! Jeg har en til vished grænsende overbevisning om, at det er der mange (i Rødovre Skakklub), der ikke er bevidst om. Derfor dette.
Nu er der det specielle ved KSU-holdkampe, at kamplederen er et medlem af hjemmeholdet og derfor ikke altid kan opfattes som helt neutral. Det er et misforhold, vi må leve med. Ellers er der jo altid mulighed for at indsende en protest. Kamplederen bør dog absolut kende til spillets og turneringens regelsæt.
Det har det altid knebet med hos os. Faktisk har det knebet gevaldigt med overhovedet at fremskaffe en person, der kunne optræde som kampleder. Vor førsteholds tidligere holdleder holdt op af samme grund. Vi kan kun glæde os over, at der endnu ikke har været en sag.

Bent Kølvig