Valby II - Damhus I: 4½ - 3½ 15. december 2015 Tilbage til forsiden


Valby II - Damhus I forv.
Hans Arne Christensen 1798 ½ - ½ Søren Boeck Petersen 2222 0,93
Knud Højgaard 1776 ½ - ½ Benny Roland Petersen 1945 0,72
Stig Syndergaard 1745 ½ - ½ Jens Akhøj Nielsen 1858 0,65
Erling Molbæk Christiansen 1677 1 - 0 Steen Schousboe 1848 0,73
Vagnur Dam 1643 ½ - ½ Birger Madsen 1813 0,72
Martin Graugaard Larsen 1622 1 - 0 Leif Jensen 1756 0,68
Rolf Haugaard Nielsen 1468 ½ - ½ Bjørn Rasmussen 1756 0,84
Troels Frølich Larsen 1436 0 - 1 Jørgen H. G. Hansen 1739 0,86
snit   1646 snit   1867 6,13
forventet   1,87 - 6,13


På det jævne

Sidste kamp inden jul var for Førsteholdets vedkommende ude mod Valby. Flere af os havde besvær med at finde stedet, men spilleforholdene var glimrende.
På første bræt blev Søren provokeret med Aljechins forsvar. Det hele så efterhånden meget farligt ud, især måske for Hvid. Da spilletiden var ved at løbe ud blev der taget remis, men hvem der havde mest glæde af det, kan jeg ikke sige.
På andetbrættet blev Benny overrasket af Stauntongambitten (1.d4 f5.2e4?!). Han fik meget hurtigt en yderst luftig kongestilling, og jeg tror vi skal være glade for den remis, som det endte med.
På tredjebrættet spillede Jens en mere fredelig remis, mens jeg selv på fjerdebrættet havde den tvivlsomme fornøjelse at spille mod en modstander, som hele vejen igennem så mere, forstod mere og kunne mere end mig. Jeg blev langsomt trykket bagud, og ved træk 40 røg der en officer. Deprimerende, men måske lærerigt.
Birger reddede den hvide fordel over i et ret remisagtigt slutspil, hvor kun den asymmetriske bondestilling (Hvid: 3 + 3, Sort: 2 + 4) gav mulighed for chancer. Han pressede stadig på i springerslutspillet, men tiden var knap, 5 minutter til Birger mod modstanderens 35. Det endte remis, men Birger fortæller, at der faktisk var en gevinst. Den tidnød! I hvert fald godt kæmpet af Birger.
Leif spillede denne gang Fransk med betydelig succes. Han havde klar gevinststilling, da han overså at et tårn stod i slag. Virkelig surt!
Bjørn havde et afvekslende parti. Jeg mente at kunne se en anelse hvid fordel efter åbningen, men iflg. Bjørn selv stod han nærmest til tab, da der blev taget remis. Til gengæld stod Jørgen hurtigt til gevinst. Han brugte lang tid med at vælge mellem de mange gevinstmetoder, men endte med at sætte modstanderen mat. På det tidspunkt havde Jørgen 4 minutter mod modstanderens 12.
Det endte altså med et nederlag på 4,5 - 3,5, men hvis man skal sige noget pænt kæmpede vi længe for mere. Vi har nu en samlet score på præcis 50%, hvilket vist meget godt illustrerer vores styrke eller mangel på samme. Der skal ske mirakler, for at vi kan blande os i topstriden, men det er heller ikke sandsynligt, at vi kommer i nedrykningsfare.

Steen S