Generalforsamlingen 16. marts 2016 Tilbage til forsiden


Følgende var mødt op til generalforsamlingen den 15. marts 2016:
Arshak Ikilikian (AI), Bent Kølvig (BK), Birger Madsen (BM), Gisli Hardarson (GH), Jens Carl Hviid (JH), Johan Petersen (JP), Knud Erik Helleshøj (KEH), Nikolaj Benjamin O'hayv (NBO), Ole Steffensen (OS), Per Kühlmann (PK), Søren Sønderkær Hansen (SSH), Zoran Wisal (ZW). Senere kom også Johnny Smidt (JS) og Morten Møller Hansen (MMH) til.
Desuden var der fra bestyrelsen: Bjarne Røhder (BR), Bjørn Enemark (BE), Ernst M. Hansen (EMH), Flemming Bruun (FB), Steen Schousboe (SS) og Sten Bauers (SB).

Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Per Kühlmann, som blev valgt. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt såvel på klubbens hjemmeside som i fribondens julenummer. Herefter gav han ordet til Ernst for formandens beretning.

Formandens beretning
Denne kan ses her.

BK nævnte, at mange tog remis i holdkamp for tidligt. Man burde altid spørge holdlederen (HL) først. Der bliver smidt mange halve point.
Selv om det ikke direkte var en kommentar til formandens beretning, så tillod dirigenten en diskussion. SS svarede, at han som HL på førsteholdet aldrig var blevet spurgt. Men at der da var blevet smidt mange halve point. JH sagde, at han havde foreslået det sidste år, men at der ikke var sket noget siden. SS sagde, at vi jo kunne begynde at praktisere det nu.
NBO sagde, at han havde været ude for at tage remis i en lige stilling, hvor modstanderens holdkammerater efterfølgende roste spilleren i høje toner. Der viste sig at være 600 ratingpoint til forskel. Jo, måske var det klogt at spørge HL. EH sagde, at ifølge KSU kan en spiller spørge sin HL. BK præciserede, at det ikke er meningen, at HL skal kikke på brættet og vurdere stillingen. Tak for det.
BK nævnte, at han engang havde foreslået, at HL skrev modstandernes rating på kortet. Og det havde han selv gjort i 1. holdets sidste runde. NBO nævnte, at HL må gøre opmærksom på tidsoverskridelse. JS mente, at det med at spørge HL vel kun var aktuelt, hvis holdet skulle bruge et vist antal point.
BK sagde til sidst, at man nu kan komme under 1000 i rating, helt ned til 500. Især for nye kunne det være attraktivt, at man relativt hurtigt kunne opnå succes ved at arbejde sig opad.
Herefter brød dirigenten ind og spurgte, om man kunne godkende formandens beretning. Ja, den blev godkendt.

Regnskabet
Kassereren fremlagde regnskab for 2015, de tilsvarende tal for 2014. Desuden budgettet for 2016 og det tilsvarende budget for 2015. Han gjorde dog opmærksom på, at tallene ikke inkluderede en udgift til deltagelse i Vestvold. Han fortalte også, at kafferegnskabet fremover ville stå i regnskabet som en saldo, idet kaffekøb blev finansieret af kaffekassen. Budgettet fremviste et underskud på 3.335 kr. (når Vestvold-deltagelsen blev regnet med). Der ville derfor komme et forslag om kontingentstigning. At regnskabet for i fremviste et overskud, skyldtes udelukkende en ekstraordinær gave på 5.000 kr.
BK spurgte, om der var budgetteret med en forventet stigning i bidrag til KSU og DSU. Nej, svarede BR. BK fortsatte, om der var budgetteret med den foreslåede kontingentforhøjelse. Heller ikke, svarede BR. OS spurgte til sponsorindtægter. Kunne man skaffe penge fra de lokale handlende. EH svarede, at Foreningshuset engang under en anden ledelse gav 1000 kr. på årsbasis. Dem får vi ikke mere. Arbejdernes Landsbank har tidligere givet 500 kr., men man skal være ude året før med sin ansøgning og efter at de er begyndt at reklamere i Brøndby r det nok slet ikke muligt. Ved arrangementer i Rødovre Centrum får vi nogle gange gavekort til præmier, måske også i år. BR fortsatte, at Rødovre Kommune engang gav et stort beløb til indkøb brikker og ure.
JH spurgte, om vi kan forvente, at huslejen fortsat er på nul kr. PK svarede, at med den nuværende konstruktion, så er det sådan. Kommunen giver et tilskud til driften af Foreningshuset og indtægterne fra Rødovre Aftenskole, som lejer hele førstesalen, dækker resten. Man kan sådan set betragte huslejen på nul kr. som en sponsorstøtte fra kommunens side.
JH foreslog, at fribonden fremover kun blev udsendt på nettet. Der var en del penge at spare. Dette vakte dog ikke genklang. NBO sagde, at det er bedre at spille med en modstander foran sig frem for at sidde foran en skærm og spille over nettet. Tilsvarende er det også dejligt at have et blad i hånden. MMH sagde, at KSU havde lagt nogle klubbers blade på nettet. Det er ikke det samme med en samling artikler, man skal klikke på. BK sagde, at andre klubbers blade kan læses på nettet. Han havde selv læst en del tilbage fra 1960'erne. BE svarede, at så længe fribonden bliver lavet, så bliver der også lavet en PDF-fil (som sendes til trykkeriet). På hjemmesiden kan man finde PDF-filer med klubbens blade fra omkring 1976 op til nutiden. PDF-filerne kommer på nettet med et par års forsinkelse.
Herefter blev regnskabet godkendt

Indkomne forslag
BR fremlagde et forslag om kontingentforhøjelse:
- for seniorer +60 kr. til 500 kr. pr. halvår
- for pensionister/juniorer +40 kr. til 385 kr. pr. halvår
- for passive seniorer +20 kr. til 150 kr. pr. halvår
- for passive pensionister +9 kr. til 100 kr. pr. halvår
Disse stigninger ville give en merindtægt på cirka 5.000 pr. år, men altså kun det halve i år.
Dirigenten fulgte det op med bemærkningen "Der er vel ingen, der vil anfægte den ansvarlige bestyrelses nødvendige forslag til at styrke økonomien". Det var der ikke.
NBO havde foreslået, at klubben inden generalforsamlingen serverede skipperlabskovs som det skete for 5-6 år siden. Dette havde EH og BR afvist af hensyn til økonomien.
NBO havde et forslag mere:
FORSLAG TIL OPRYDNING PÅ KLUBAFTENER, (hvor der spilles hold, vinter og emt-turneringer.)
Hermed vil jeg gerne foreslå at vi indfører en måde at rydde op på, der kan imødekomme, at nogle folk foretrækker, at der bliver ryddet op løbende - og nogle foretrækker, at man først rydder op, når der ikke spilles længere. Støj og uro er jo fuldstændig individuel, hvordan det opfattes. For nogen generer det slet ikke, for andre er det mere eller meget generende. Til sammenligning kan det nævnes, at før i tiden måtte der ryges i en del skakklubber, hvilket givet har generet nogen, hvorimod det slet ikke har generet andre.
Mit forslag for at forsøge at imødekomme begge sider er derfor flg:
F.eks 1 time før alle partierne er færdige, så kan de, der måtte ønske det tage ca. 10 min. og rydde de brætter og brikker op, der måtte være færdigt afviklede. Dvs pakke dem osv. Herefter lader man de resterende brikker og brætter blive stående, og de bliver så først ryddet op når alle partier er færdige. Ligeså sætter vi først stole mv. på plads til sidst. Undertegnede vil naturligvis hjælpe hermed, og der er også tilkendegivet hjælp fra de andre, der plejer at blive til sent.
Dette vil medføre, at der undgås en løbende oprydning, men samtidig også gøre det muligt, at man kan rydde en del væk i en kort periode, som jeg tror, der er flere, der ønsker.
Som sagt er der helt individuelt, hvad der generer og ikke generer, så hvad der må være en bagatel for nogen, kan synes som meget forstyrrende for andre. Så jeg har prøvet at finde noget, som forhåbentligt er tåleligt for flertallet i klubben.
EH spurgte, hvordan man en time inden kunne vide hvornår alle partier var afsluttet. NBO svarede, at det måtte være et klokkeslæt, kl. 22 eller 22:30. MMH var for så vidt enig, men mente at det var svært at få gennemført oprydning på kommando. FB mente også, at det ville være svært at styre. Vi bruger en vogn for ikke at rende så meget ind og ud af dørene. Vi tager bræt og brikker ned i den anden ende af lokalet for ikke at forstyrre.
Dirigenten forsøgte sig, "Hvor kan vi lande?". JS støttede NBO, "Man rydder ikke op, mens der spilles. Det gør man bare ikke.". BE var stærkt imod. "Det er frivilligt arbejde, folk rydder op, mens de sidste partier spilles færdig. Hvis man er færdig, vil man i hvert fald ikke vente på at få lov til at rydde op! Så hellere tage hjem, og så kommer de sidste til at hænge på det hele."
PK spurgte NBO, om han ønskede forslaget sat til afstemning, men det var ikke tilfældet. Så PK nøjedes med at sige, at bestyrelsen havde lyttet til debatten og ville overveje det.

Valg
Der var genvalg til BR som kasserer og BE, FB og OL som bestyrelsesmedlemmer.
Som revisor og -suppleant nyvalgtes henholdsvis Peter Sumberg og Bjørn Johansen, idet KEH ikke ønskede at fortsætte.
Som bestyrelsessuppleanter genvalgtes GH og nyvalgtes SSH.
EH takkede KEH, som overtog revisionen efter Poul Busk Sørensen, som døde sidste forår.

Eventuelt
OS spurgte, hvornår der blev åbnet i klubben. Der var koldt at vente over en halv time fra kl. 19. SS beklagede, at han en aften havde glemt nøglen hjemme og måtte tilbage til Vanløse for at hente den. EH fortsatte, at han mødte op 19:15 til en kamp mod Ishøj, hvor modstanderholdet havde den opfattelse, at urene skulle startes kl 19:00. Men kampene skal helst starte omkring 19:30. Hvis man skal kunne nå at sætte brikker op, må det betyde, at der skal åbnes ca. 19:15. Ved EMT dog en halv time tidligere.
Førsteholdet havde fået fire flasker rødvin og fire æsker chokolade for deres oprykning. Efter aftale mellem SS og EH bliver der på fire klubaftener stillet en æske chokolade frem. Desuden skulle rødvinen fordeles ved lodtrækning mellem de fremmødte til generalforsamlingen. Det blev GH, KEH, OS, og SS, der modtog dem.
BK foreslog, at 1. holdet i mesterrækken skulle være gode værter og byde på kaffe og en småkage ved hjemmekampene. Han ville gerne selv sponsorere det! Og det gjaldt i øvrigt også for de øvrige holds hjemmekampe. NBO mente, at et tilbud om 5 kr. for kaffe hele aftenen ville være et fint tilbud. SS spurgte, om der altid var nogen, der kunne betjene kaffemaskinen. Det mente flere at kunne. EH sagde, at tilbuddet var fint, men at han aldrig ved turneringer ude var blevet budt på kaffe. BM sagde, at hvis vi mødte Musik I på hjemmebane, så skyldte vi i hvert fald dem noget. De var rigtigt gode værter.

Da der ikke var andre, der ønskede ordet, lukkede PK generalforsamlingen.

Bjørn