Damhus I - Hvidovre I: 4 - 4 1. marts 2017 Tilbage til forsiden


Damhus I 4 - 4 Hvidovre I forv.
Søren Boeck Petersen 2199 1 - 0 Mohammad Ali 2237 0,55
Morten Møller Hansen 2056 0 - 1 Dimitri Bogdanov 2079 0,53
Benny Roland Petersen 1974 ½ - ½ Flemming Louv Sørensen 2033 0,58
Bent Kølvig 2150 1 - 0 Børge Hjerrild Nielsen 1955 0,25
Jens Akhøj Nielsen 1852 ½ - ½ Kristian Rasmussen 1978 0,67
Birger Madsen 1851 ½ - ½ Murat Seyhan 1908 0,58
Bjørn Rasmussen 1756 ½ - ½ Allan Juul Stage 1804 0,57
Jørgen H. G. Hansen 1705 0 - 1 Erkan Bayhan 1791 0,62
snit   1943 snit   1973 4,35
forventet   3,65 - 4,35


Først færdig var Bjørn, som allerede efter 1½ times spil kom hen til holdlederen og spurgte, om det var ok at han tog imod modstanderens remistilbud. Vi skulle ikke vente længe på næste resultat, da Kølvig nærmest kørte henover sin modstander via åbne linjer, indbrud på 7. række og bondegnaskeri, som fik sort til at strække våben. Birgers parti fik jeg kun set lidt af. Som jeg husker det så jeg ingen fare på færde i en relativt lukket stilling, og her tog de forholdsvis hurtigt remis. Stillingen kl. 22 efter 2½ times spil var således 2-1 i vores favør.
Herefter er jeg ikke klar over i hvilken rækkefølge at resultaterne indløb, men muligvis var Benny den næste færdig. Han fik med sort en ideel udgave af Hollandsk og blev åbenbart meget inspireret af åbningssuccesen. I al fald valgte han at kaste sig ud i en kaskade af inspirerende ofre for at slå sig igennem til den hvide konge. Computeren er benhård og kalder idéen helt ukorrekt, men hvad gør det, hvis man får sin menneskelige modstander til at svede over, hvordan forsvaret skal holdes sammen? Efter en række interessante slagudvekslinger sad hvid efter 25 træk tilbage med en ekstra officer mod et par forbundne bønder, og i et svagt øjeblik overså han så en gevinst i partiets sidste træk, hvorefter de tog remis! Måske Benny finder på at bringe partiet til illustration af, hvordan man i en uendelighed kan blive ved med at fortsætte et kongeangreb for at "udmatte" modstanderen?
Jens havnede i et kompliceret slutspil med tårn og seks(!) bønder mod løber, springer og én bonde. En række idéer blev afprøvet i de efterfølgende analyser, men det viste sig så vanskeligt at finde en gevinstføring, at man næsten skulle ud i K-skak analyser for at finde det - derfor ebbede det ud i remis.
Jørgen strakte våben efter at have været udsat for et positionelt fint presspil fra modstanderens side gennem det meste af partiet.
Så kom turen til mig, der i Steens fravær (rygtet ville vide, at han var på bjergvandring i Nepal...!?) havde overtaget holdledertjansen. Jeg mødte en gammel skolekammerat, og selvom vi har set hinanden i adskillige turneringssammenhænge, så var det faktisk første gange nogensinde, at vi mødtes over brættet. Fornøjelsen var desværre mest på hans side, efter at jeg valgte en noget blød åbningsvariant i 8de træk mod hans Modern Defence. Jeg brugte en del tid på at finde mig til rette med, at jeg absolut ingen åbningsfordel havde, og jeg valgte så en fortsættelse som havde til formål at ændre hvad jeg anså for ret tidligt at være en positionel dårlig stilling. Havde jeg blot som normalt for åbningen spillet bønderne frem i midten, havde vi dog fået en dynamisk ligevægt. Mit forsøg på at forstyrre stillingens krav bragte ingen succes og sort havde i længere tid klar fordel uden dog at sætte afgørende stød ind. På et tidspunkt, hvor optimismen var vendt tilbage pgra. hans dronning kom lidt på afveje fandt han dog en række præcise træk, som igen førte til sort fordel. Det var mere end jeg kunne klare i begyndende tidnød, og partiets sidste 15 træk blev ofre/modofre og min ulykkelige konges vandring til skafottet midt på brættet omgivet af venner og fjender. Han fandt desværre matten i 8 træk med 4-5 minutter tilbage... 0-1.
Sidst færdig var Søren, som med sort i Fransk atter en gang fik skovlen under Mohammed Ali. De to har igennem årene spillet mængder af spændende partier og Søren havde heldigvis igen godt styr på stillingens komplicerede facetter. 1-0 efter fint spil. Slutresultatet 4-4 er et godt udgangspunkt midt i feltet før sidste runde.

Morten