Kulturelt? Tilbage til forsiden



tegning: Bjørn Gemzøe

Her indleder vor videnskabsjournalistiske medarbejder Gulli Drussen en artikel-serie om det moderne menneskes materialistiske holdning.

Min bror ville have alt fra mine forældres hjem, da de begge var gået bort. Han havde passet dem i deres sidste år, og det mente han gav ham en førsteret. Men jeg havde også krav på minder. Derfor kom jeg til at bruge et beskidt trick. Jeg ville lyve, hvis jeg ville påtå, at jeg og min broder nogensinde havde stået hinanden nær. Dertil var vi alt for forskellige. På den anden side havde vi aldrig været direkte uvenner - bare holdt en høflig distance i årenes løb. Mens jeg giftede mig og flyttede til København, blev min bror boende i nærheden af mine forældres hjem i Jylland. Som følge deraf blev det også ham, det indrømmer jeg, der kom til at trække det tunge læs den dag, hvor først mor og senere far blev svækket og plejekrævende.
Selvfølgelig forsøgte jeg at tage hjem så ofte jeg kunne, men det blev ikke til meget med teorien. I løbet af nogle dages ophold kunne man jo ikke nå meget analyse af varianterne i Grünfeld-indisk. En dag var det så forbi og Frode, min bror, og jeg skulle dele arven efter vore forældre. Men her begyndte det for alvor at gå skævt. For Frode betragtede tilsyneladende fars og mors efterladenskaber som sin personlige ejendom."Det var jo mig, der passede dem i deres sidste år" bemærkede han med et sigende blik i retning af mig. OK, det indrømmer jeg gerne, men at Frode af den grund skulle have førsteretten til arven, havde jeg til gengæld svært ved at acceptere. Nok havde jeg, hvad jeg skulle bruge af brikker og brætter, ure og notationslister, men der fandtes trods alt småting jeg gerne ville have som minde - og det var netop disse småting, som Frode partout også ville have. På et tidspunkt stod vi og halede i et skakbræt med et slutspil fra hver sin side, mens jeg følte mig både dum og latterlig. Herregud, jeg kunne jo til hver en tid købe mig et mindst ligeså spændende slutspil hos en marskandiser, men nu var det blevet en principsag for mig. Jeg ville have det slutspil - basta! For at sætte trumf på erklærede jeg, at det var et spil, jeg for år tilbage havde foræret
vores forældre, og at det derfor måtte tilfalde mig. "Det passer ikke", udbrød min bror harmfuldt. Men så blandede vore koner sig. Og det endte med, at jeg sejrsstolt drog af med det enestående slutspil. Faktisk brød jeg mig i virkeligheden slet ikke om det mere, efter at jeg havde løjet for at få det. Helt ærligt følte jeg mig temmelig lurvet og kunne ikke ret godt lide mig selv. I årene efter arvestriden havde Frode og jeg så godt som ingen kontakt, men en dag ringede hans kone og fortalte, at min bror var blevet indlagt med en ondartet diagonalløber, der absolut måtte fjernes omgående. Da forstod jeg, at det måtte være tiden til at række hånden frem til forsoning. En pludselig indskydelse fik mig til at pakke slutspillet ind og tage det med. Og jeg overraskede Frode, da jeg overrakte det ti1 ham på hospitalet, hvor han lå og ventede på at få fjernet den aktive løber. "Undskyld Frode", sagde jeg angergivent og "vær så god". Jeg ved ikke, hvorvidt det var Frodes svækkede tilstand eller min ydmyge holdning, men i hvert fald blev vi forsonede og fik analyseret spillet igennem. Og for første gang måske nogensinde gik det op for mig, at jeg havde en broder, som jeg ville være forfærdelig ked af at miste, fordi blod nu engang er tykkere end Barchuu's kaffe. Frode klarede operationen ved et kvalitetsoffer og blev tildelt "Sølvspringeren", og vi begyndte at ses med jævne mellemrum. Åbenbart havde min gestus med slutspillet banet vejen, for Frode tilbød generøst, at jeg kunne vælge, hvad jeg ville have af arven. For at glæde ham tog jeg et par værdiløse randbønder, mens jeg for mig selv indrømmede, at min kone havde haft ret, da hun under denne bitre arvestrid havde kaldt det døde ting. Mit slutspil havde fået fast plads på Frodes rygebord, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg rødmer af skam, da det viste sig, at samme spil faktisk var en gave fra Frode til vore forældre. Tænk hvor man dog kan komme galt af sted over de døde og ligegyldige ting, en arv til syvende og sidst udgør!