Damhus I - Caïssa Gladsaxe I: 2½ - 5½ 28. februar 2018 Tilbage til forsiden


Damhus I - Caïssa Gladsaxe 1 forv.
Søren Boeck Petersen 2206 ½ - ½ Tommy B. Schmidt 2170 0,45
Morten Møller Hansen 2062 ½ - ½ Peter Birk Petersen 2171 0,65
Benny Roland Petersen 1971 ½ - ½ Christian A. Eriksson 2122 0,7
Hans Nielsen 1900 0 - 1 Martin R. Pedersen 2132 0,79
Håkan Lane 1933 0 - 1 Christopher Pedersen 2070 0,68
Jens Akhøj Nielsen 1881 0 - 1 Michael Ole Madsen 2018 0,68
Birger Madsen 1823 0 - 1 Jan T. Kaya-Mortensen 1997 0,73
Steen Schousboe 1798 1 - 0 uk Nienke van den Brink 1771 0,46
snit   1947 snit   2056 5,14
forventet   2,86 - 5,14


Sjette runde

Caïssa Gladsaxe havde i de første fem runder vundet 8-0 fire gange og 7,5 - 0,5 én gang. Birger fortalte mig inden kampen, at vores forventede score var 2,5, hvilket var præcis hvad vi fik.
Selv vandt jeg efter en time, nok mest fordi min modstander ikke dukkede op. Det gav mig god tid til at følge med i de øvrige partier - en særdeles spændende oplevelse. Næste mand var Jens A, som kom helt galt afsted mod den accelererede drage i Siciliansk. Sort spiller c5, Sc6, cxd4, g6 og Lg7, hvorefter Jens spillede Sxc6. Dette gav Sort en bonde mere i centrum foruden en halvåben b-linje. Sort tog hurtigt initiativet, og allerede efter halvanden time var det slut.
Birger kom med Sort ud for 1.d4 d5 2.Sc3 Sf6 3.Lg5, undertiden kaldet Levitskij og/eller Veressov. Det har nydt stigende popularitet blandt stormestre i de senere år, nok fordi det ikke er så gennemanalyseret som fx Dronninggambit. Birger fik løberparret efter Hvids Lxf6 exf6, men ikke noget aktivt spil. I stedet blev han udsat for et kongeangreb, som hurtigt udviklede sig. 1-0 efter vistnok kun 17 træk!
Søren spillede Sort mod Reti. Efter Sorts dxc4 og Hvids Sa3! kan jeg godt lide den hvide stilling, men Sørens opstilling med g6 og Lg7 var i hvert fald ikke nogen forbedring. Hvid fik fordel, og en tid lang var jeg alvorligt nervøs for Sørens stilling, men efter en meget lang og meget omhyggelig forsvarspræstation holdt Søren remis.
Morten spillede Engelsk med sort e5 og havde en tid lang en ret stiv stilling med bønder på c4, d3 og e4. Der blev dog åbnet for sluserne med f2-f4, hvorefter de fleste brikker blev byttet af i rasende fart. Det endte med et tårnslutspil med Mortens bønder på a2 og h3 og Sorts på g6 og h5. Remis! Jeg tror ikke, at nogen af parterne var i tabsfare undervejs, men indviklet så det ud.
Benny spillede Fransk mod fremrykningsvarianten og fik efterhånden en god stilling, især da han erobrede den hvide bonde på e5. Det viste sig dog vanskeligt at omsætte merbonden til remis i slutspillet dronning og springer på begge sider. Det var nok det eneste parti, hvor vi i det mindste havde gevinstchancer.
Hans spillede mod Volga, også kaldet Benkö. Det giver Sort initiativ for den ofrede bonde, og dette initiativ udviklede sig efterhånden faretruende. Det endte med, at Hvid manglede to bønder med en tredje på vej, så Hans gav hånd, da han kun havde et par minutter tilbage.
Håkan spillede Pirc, og Hvid fik hurtigt en bonde ned på d7, uden at jeg så, hvordan det gik til. Den blev belejret og til sidst erobret, men i slutspillet med tårn og uligefarvede løbere havde Håkan ikke meget plads at røre sig på. Hans modstander spurgte efter små tre timer sin holdleder, om remis var i orden. Han må have svaret nej, for Hvid satsede ved at ofre sin løber for to forbundne fribønder i a- og b-linjen. Det endte med, at Håkan måtte ned.
Som man kan se, var der aldrig tvivl om udfaldet, ligesom det på forhånd var klart, at Caissa ville vinde rækken og dermed rykke op i Mesterrækken. Vi var gode nok til at blive nr to, men heller ikke mere. Den sidste runde (den med rette frygtede lørdagsrunde) er uden betydning for oprykningen.

Steen


Fotos: Michael Madsen, Caïssa