1. holdet Tilbage til forsiden



Runde 4: Brønshøj IV - Damhus I: 1 - 7
Runde 5: Frederiksberg III - Damhus I: 2½ - 5½
Runde 6: Damhus I - Caïssa I: 2½ - 5½
Runde 7: Odysseus III - Damhus I: 1½ - 6½


Runde 4: Brønshøj IV - Damhus I: 1 - 7


Brønshøj IV 1 - 7 Damhus I forv.
Jan Mouritsen 1766 0 - 1 Søren Boeck Petersen 2206 0,94
Mikkel Jørgensen 1772 0 - 1 Morten Møller Hansen 2062 0,84
Emil Koldill 1736 0 - 1 Benny Roland Petersen 1971 0,79
Christian Steen Henriksen 1712 0 - 1 Hans Nielsen 1900 0,74
Ole Illum Truelsen 1690 0 - 1 Håkan Lane 1933 0,80
Rolf Jensen 1655 ½ - ½ Jens Akhøj Nielsen 1881 0,79
Jon Hadenfeldt 1652 ½ - ½ Birger Madsen 1823 0,73
Peter Boding 1515 0 - 1 Steen Schousboe 1798 0,84
snit   1687 snit   1947 6,47
forventet   1,53 - 6,47


Balance i regnskabet

I to af de første tre runder har Damhus I fået et halvt eller helt point for lidt. Se redaktørens dokumentation i forrige nummer af Fribonden (s. 20). Her i fjerde runde mod Brønshøj kom der balance i regnskabet, og det gik således til:
Først færdig var Håkan. Han spillede mod Sorts Hollandsk en opstilling, som jeg også har set Benny benytte: e3, Ld3, Dc2 og g2-g4! Iflg. Benny har endog Botvinnik spillet sådan. Her gav det lynhurtig gevinst. 1-0 efter halvanden time. Birger og Jens spillede begge noget, der for mig lignede korrekte remiser. Selv vandt jeg med Sort i Stonewall, noget der ikke sker ret tit. Her i en sluttet kreds kan jeg godt indrømme, at jeg med 8 minutter tilbage lavede en fæl overseelse i en tykt vundet stilling. Min modstander havde en halv time, men så det ikke. Måske var han desillusioneret efter tabet af et par bønder.
I den begyndende tidnød stod Søren og Morten ret lige, men måske med en optisk fordel. Benny stod til gengæld til gevinst og Hans til tab. Men se så bare: Søren spillede efter eget udsagn et ringe parti, men han fik forvandlet den lille fordel til et tårnslutspil med merbonde, og hans modstander kunne i den yderste tidnød ikke finde ud af, hvordan man holder remis i slutspillet K,T og g-bonde mod K og T. Benny havde mindre end tre minutter, da modstanderen gav op, men det var rigeligt. Benny havde et bondeslutspil med e, f, g og h mod f og h. Mortens stilling var stadig ret lige, da modstanderens vinge faldt. Morten havde et helt sekund! Her blev stillingen virkelig spillet helt ud. Også Hans's modstander overskred, da Hans stadig havde 1 min og 57 sekunder. "Jeg beklager!", sagde Hans.
Dermed vandt vi hele 7-1. Ca. halvandet point for meget i forhold til stillingerne. I det lange løb udjævner held og uheld hinanden.

Steen S



Runde 5: Frederiksberg III - Damhus I: 2½ - 5½


Frederiksberg III - Damhus 1 forv.
Alexander Riisberg 1960 ½ - ½ Søren Boeck Petersen 2206 0,81
Torben Schøller Larsen 1909 ½ - ½ Morten Møller Hansen 2062 0,70
Ole Schøller Larsen 1895 ½ - ½ Benny Roland Petersen 1971 0,60
Bjarke Rosenborg Winther 1723 0 - 1 Hans Nielsen 1900 0,73
Arne Schøller Larsen 1674 0 - 1 Håkan Lane 1933 0,82
Jørgen Lyngaa Schøller Larsen 1641 ½ - ½ Birger Madsen 1823 0,74
Ahmed Kazic 1634 0 - 1 Steen Schousboe 1798 0,72
Michael Vedsø 1561 ½ - ½ Johnny W. Andersen 1782 0,78
snit   1750 snit   1934 5,90
forventet   2,10 - 5,90


Kampen om andenpladsen

Som tidligere nævnt er Caissa Gladsaxe fuldstændig suveræne i Første Række Gruppe 2, hvor også Damhus I spiller. De øvrige hold er dermed henvist til at kæmpe om den ærefulde, men desværre også betydningsløse andenplads.
I denne kappestrid havde Damhus efter fjerde runde et forspring til Frederiksberg på 3,5 pts, og netop disse to klubber mødtes i femte runde. Der var afbud fra Jens A, men Johnny A var en fuldgod reserve. Undervejs føltes det som et nogenlunde tæt opgør, men så alligevel ikke ...
Håkan startede løjerne med at vinde som lyn og torden. Jeg tror ikke, at der gik mere end en time, før pointet var i hus. Se partiet sidst i referatet. Sådan en tidlig føring indgyder ro på holdet, og det næste der skete var, at Benny, Johnny, Søren og Morten tog remis, Johnny efter at have misset gevinsten i flere omgange. Selv vandt jeg med modstanderens hjælp først en bonde, så en til, så en springer og til sidst et tårn. Birger stod fint i åbningen (afslået Caro-Kann), men noget må være gået galt, for pludselig stod Hvid til at vinde en bonde (Lg4!). Det undlod han heldigvis, og partiet ebbede ud i remis. Tilbage sad Hans i et parti, som vist var temmelig lige det meste af vejen. I et slutspil med tårn og springer og 6 bønder på hver side spillede Hans med held på gevinst, idet han benyttede sig af billige tricks som mattrusler og bondeofre. Det endte med, at hans b-bonde gik i mål, og Hvid gav op. 5,5 - 2,5 var en fin sejr, og vi er nu praktisk talt sikre på den omtalte andenplads.

hvid: Håkan Lane (1933)
sort: Arne Schøller Larsen (1674)

1. d4 Sf6 2. Lf4 d6
3. e3 g6 4. Sf3 Lg7
5. h3 0-0 6. Le2



Denne hvide opstilling er populær for tiden, og allerede Larsen slog på tromme for den i bogen Solide Åbninger fra 1980. Jeg har svært ved at tolke Håkans notation, så resten af partiet må tages med forbehold.

6. - b6 7. 0-0 c5
8. Sbd2 Lb7 9. c3 Sbd7
10. Te1 Te8 11. a4 a5
12. Lh2 Dc7 13. Lf1 Se4
14. Sxe4 Lxe4 15. Sg5 Lb7
16. Db3 e6 17. Lb5 Lc6
18. Lc4 Db7 19. Lxd6 Lxg2
20. e4 h6 21. Sxe6 Lxe4
22. Sc7 cxd4 23. cxd Lxd4
24. Lxf7+ Kg7 25. Lxe8 Txe8
26. Sxe8+ Kh8 27. Dc4 Ld5
28. Dxd4+ opg.



En total nedspilning!

Steen S



Runde 6: Damhus I - Caïssa I: 2½ - 5½


Damhus I - Caïssa Gladsaxe 1 forv.
Søren Boeck Petersen 2206 ½ - ½ Tommy B. Schmidt 2170 0,45
Morten Møller Hansen 2062 ½ - ½ Peter Birk Petersen 2171 0,65
Benny Roland Petersen 1971 ½ - ½ Christian A. Eriksson 2122 0,7
Hans Nielsen 1900 0 - 1 Martin R. Pedersen 2132 0,79
Håkan Lane 1933 0 - 1 Christopher Pedersen 2070 0,68
Jens Akhøj Nielsen 1881 0 - 1 Michael Ole Madsen 2018 0,68
Birger Madsen 1823 0 - 1 Jan T. Kaya-Mortensen 1997 0,73
Steen Schousboe 1798 1 - 0 uk Nienke van den Brink 1771 0,46
snit   1947 snit   2056 5,14
forventet   2,86 - 5,14


Sjette runde

Caïssa Gladsaxe havde i de første fem runder vundet 8-0 fire gange og 7,5 - 0,5 én gang. Birger fortalte mig inden kampen, at vores forventede score var 2,5, hvilket var præcis hvad vi fik.
Selv vandt jeg efter en time, nok mest fordi min modstander ikke dukkede op. Det gav mig god tid til at følge med i de øvrige partier - en særdeles spændende oplevelse. Næste mand var Jens A, som kom helt galt afsted mod den accelererede drage i Siciliansk. Sort spiller c5, Sc6, cxd4, g6 og Lg7, hvorefter Jens spillede Sxc6. Dette gav Sort en bonde mere i centrum foruden en halvåben b-linje. Sort tog hurtigt initiativet, og allerede efter halvanden time var det slut.
Birger kom med Sort ud for 1.d4 d5 2.Sc3 Sf6 3.Lg5, undertiden kaldet Levitskij og/eller Veressov. Det har nydt stigende popularitet blandt stormestre i de senere år, nok fordi det ikke er så gennemanalyseret som fx Dronninggambit. Birger fik løberparret efter Hvids Lxf6 exf6, men ikke noget aktivt spil. I stedet blev han udsat for et kongeangreb, som hurtigt udviklede sig. 1-0 efter vistnok kun 17 træk!
Søren spillede Sort mod Reti. Efter Sorts dxc4 og Hvids Sa3! kan jeg godt lide den hvide stilling, men Sørens opstilling med g6 og Lg7 var i hvert fald ikke nogen forbedring. Hvid fik fordel, og en tid lang var jeg alvorligt nervøs for Sørens stilling, men efter en meget lang og meget omhyggelig forsvarspræstation holdt Søren remis.
Morten spillede Engelsk med sort e5 og havde en tid lang en ret stiv stilling med bønder på c4, d3 og e4. Der blev dog åbnet for sluserne med f2-f4, hvorefter de fleste brikker blev byttet af i rasende fart. Det endte med et tårnslutspil med Mortens bønder på a2 og h3 og Sorts på g6 og h5. Remis! Jeg tror ikke, at nogen af parterne var i tabsfare undervejs, men indviklet så det ud.
Benny spillede Fransk mod fremrykningsvarianten og fik efterhånden en god stilling, især da han erobrede den hvide bonde på e5. Det viste sig dog vanskeligt at omsætte merbonden til remis i slutspillet dronning og springer på begge sider. Det var nok det eneste parti, hvor vi i det mindste havde gevinstchancer.
Hans spillede mod Volga, også kaldet Benkö. Det giver Sort initiativ for den ofrede bonde, og dette initiativ udviklede sig efterhånden faretruende. Det endte med, at Hvid manglede to bønder med en tredje på vej, så Hans gav hånd, da han kun havde et par minutter tilbage.
Håkan spillede Pirc, og Hvid fik hurtigt en bonde ned på d7, uden at jeg så, hvordan det gik til. Den blev belejret og til sidst erobret, men i slutspillet med tårn og uligefarvede løbere havde Håkan ikke meget plads at røre sig på. Hans modstander spurgte efter små tre timer sin holdleder, om remis var i orden. Han må have svaret nej, for Hvid satsede ved at ofre sin løber for to forbundne fribønder i a- og b-linjen. Det endte med, at Håkan måtte ned.
Som man kan se, var der aldrig tvivl om udfaldet, ligesom det på forhånd var klart, at Caissa ville vinde rækken og dermed rykke op i Mesterrækken. Vi var gode nok til at blive nr to, men heller ikke mere. Den sidste runde (den med rette frygtede lørdagsrunde) er uden betydning for oprykningen.

Steen


Fotos: Michael Madsen, Caïssa



Runde 7: Odysseus III - Damhus I: 1½ - 6½


Odysseus III - Damhus I forv.
Claus Mosby Jespersen 1834 0 - 1 Søren Boeck Petersen 2206 0,90
Michael Sommer 1756 0 - 1 Morten Møller Hansen 2062 0,86
Steffen Petersen 1738 0 - 1 Hans Nielsen 1900 0,71
Jerry Møller Jensen 1611 ½ - ½ Jens Akhøj Nielsen 1881 0,83
Klaus Bjerre Hansen 1566 0 - 1 Birger Madsen 1823 0,82
Poul Kruuse-Jensen (R) 1490 ½ - ½ Steen Schousboe 1798 0,86
Henrik Ørnebjerg 1485 ½ - ½ Ernst M. Hansen (R) 1567 0,61
Bo Porsdal Poulsen 1116 0 - 1 Knud Erik Helleshøj (R) 1341 0,78
snit   1575 snit   1822 6,37
forventet   1,63 - 6,37



Bundskrab?

"Som du kan se har vi skrabet bunden", skrev Formand Ernst, da han sendte mig holdopstillingen til sidste rundes forhadte lørdagskamp i Ballerup. Vi havde afbud fra Benny og Håkan, og Ernst og Knud-Erik Helleshøj stillede op som reserver. Skrabet bunden? Ja, godmorgen! Knud-Erik var færdig inden en time. Hans modstander kunne vælge mellem dronningetab og mat, og valgte det første. Jeg nåede ikke at se, hvordan det gik til, men det var da en rar fornemmelse at være foran 1-0 efter en time.
For at det ikke skal være løgn, scorede Ernst en halv efter to timers spil. Lidt senere tog Jens A. remis. Næste mand var Birger, som med Hvid i en Maroczy-Sicilianer fik terrænfordel og et behageligt tryk, som Sort ikke fandt nogen medicin imod.
Hans spillede Hvid mod Fajarowicz, 1.d4 Sf6 2.c4 e5 3.exd5 Se4!? Det er en giftig ting, hvis Hvid dummer sig, men tilsyneladende temmelig tandløst, hvis Hvid bare spiller safe. Hans fortsatte med 4.Sf3, holdt fast i bonden og fik senere én til. 1-0 efter mindre end tre timer. Se partiet nedenfor. Selv var jeg heldig med, at min modstander tilbød remis i et gunstigt dobbelt tårnslutspil.
Tilbage sad Morten og Søren. Søren med Hvid mod Aljechin, Morten med Sort mod en slags fianchetto. Begge fik fordel i komplicerede stillinger med masser af brikker, men noget afgørende lod vente på sig. Det endte med at Sørens modstander slog sig selv knock out, mens Mortens modstander overskred i håbløs stilling. Dermed altså 6,5 – 1,5 til os, hvilket var fint, men ikke nyttede noget med henblik på oprykning. Caïssa Gladsaxe vandt igen med 7,5 – 0,5 og satte dermed ny scoringsrekord i KSU.
Alt i alt må førsteholdet være tilfreds med indsatsen i årets holdturnering. At vi ikke vandt gruppen, skyldtes alene at Caïssa Gladsaxe var med. De var alt for stærke og vil utvivlsomt også suse igennem Mesterrækken næste år.
Som led i den nye struktur af KSU's holdturnering vil der næste år kun være én gruppe i første række. Den bliver sammensat af nr 2 og 3 fra dette års førsterækkegrupper samt nedrykkere fra mesterrækken og de to vindere af årets andenrækkegrupper. Det må betyde at næste års første række bliver stærkere end dette års to grupper. Alligevel bør vi som minimum blande os i toppen.

Steen S.


hvid: Hans Nielsen, Damhus I (1900)
sort: Steffen Petersen, Odysseus III (1738)

1. d4 Sf6 2. c4 e5
3. dxe5 Se4 4. Sf3 d6
5. Sbd2 Lf5 6. g3 Sc6
7. exd6 Lxd6 8. Lg2 0-0
Sort har en glimrende udvikling, men hvor er kompensationen for den ofrede bonde?

9. 0-0 Te8 10. Sh4 Sxd2
11. Dxd2 Le4 12. Lh3 Se5
13. Dc3 g5
Dette virker nærmest desperat.

14. Sf5 g4 15. Lxg4 Df6
Sort har nok overset
15. - Sxg4 16. Dg7++

16. Sxd6 cxd6 17. Lh3 d5
18. cxd5 Lxd5 19. Lf4 Lc6
20. Tad1 Kh8
Dette træk er ikke let at forstå.

21. Td3 Te7 22. Tfd1 Tae8
23. Te3 Kg8 24. Lg2 Df5



Hvid trækker og afgør spillet

25. Txe5 Txe5 26. Lxe5 Txe5
27. Lxc6 bxc6 28. Td8+ Kg7
29. f4 Db1+ 30. Kf2 f6
31. fxe5 Dh1 32. exf6+ Kh6
33. De3+ Kg6 34. Tg8+ Kf7
35. De7+ opg.