Hinsides h-linien

Klubben har efterhånden mange medlemmer med pc og adgang til det enorme verdensomspændende net-værk. Foruden alle de andre mange nyttige og underholdende emner har vi mulighed for at følge med dag for dag i SKAKlivets tildragelser. Der er nyheder - næsten før de sker - og diskussioner, afsløringer og forslag, tilbud om mangt og meget både med og uden betaling - og ja, der er jo også partier. Man kan gennemspille stormestrenes partier direkte fra skærmen eller gemme dem i sit apparat til senere brug. Og der er masser af villige modstandere parat til løse partier eller turneringer. Over hele verden!

Dette er nok det mest betydningsfulde for skakspillere her ved den meget omtalte overgang til det ny årtusind, århundrede, årti og år! På længere sigt kan man forestille sig en snigende klubdød på grund af det store udbud over nettet. Om nogle år vil skakklubber måske kun være for folk, der trænger til at have et sted at gå hen, når ægtefællens ulidelige nærhed bliver for meget!
Nå, det kan nok være noget, som kan modsiges. Men lad os da på god politikervis kaste os over noget andet. Og på god talervis efter et fremtids-kig kaste blikket tilbage til det forløbne årtusind, århundrede, årti og år.
I Skakbladet (november 1999: henvisning til "The Mitrokhin Archive") kunne vi læse, at der faktisk var noget om Viktor Korchnois anklager mod Karpov-holdets forskellige tiltag under VM-matchen i Manilla 1978. Under afsløringerne af KGBs aktiviteter er nu bekræftet, at man virkelig hyrede hypnotisøren Vladimir Zukhar til at nidstirre udfordreren for at forstyrre hans koncentration. Det hemmelige politi, frygtet af alle russere, var på Karpovs side og - som afhopperen Korchnoi påstod - gjorde alt for at hjælpe ham til matchsejr.
Nu har jeg på nettet læst en artikel af russeren Lev Khariton om andre af KGBs aktiviteter. Og med navns nævnelse af flere prominente skakspillere! At KGB blandede sig i skak er ikke overraskende. KGB ønskede at have indsigt i simpelthen alt. Og havde en hær af officerer, tolke, meddelere m.fl. overalt, hvor der foregik noget. Ikke mindst hvor sovjetiske spillere rejste udenlands.
Og nogle af dem var såmænd selv officerer i KGB!
Da Alexander Kotov, berømt sovjetisk stormester, lavede sit livs bedste præstation ved at vinde interzoneturneringen i Saltsjöbaden ved Stockholm i 1952, spillede han korte remiser mod alle sine landsmænd. Jeg kan huske, at det var noget, man dengang trak på skulderen ad. Herregud, landsmænd ville vel ikke gøre hinanden fortræd. Nu afslører Khariton imidlertid, at årsagen var, at alle "vidste", at Kotov var oberstløjtnant i KGB. Og så var det nok sikrest ikke at prøve at vinde over ham!
Også på andre fronter var KGB indblandet. Som nævnt havde enhver sovjetisk skakspiller, der fik tilladelse til at spille i udlandet, en slags manager eller hjælper med sig til moralsk støtte. Denne KGB-officer skulle nok også holde et vagtsomt øje med de personer, der kom spilleren nær. Særlig den unge fusentast Kasparov med de rebelske attituder var genstand for speciel årvågenhed. På den anden side havde KGBs ledelse mange "venner". Der nævnes den afgåede FIDE-formand Campomanes (afbrød den første match Karpov - Kasparov af hensyn til den groggy Karpov) og den engelske stormester Raymond Keene.
Men dette er heldigvis nu historie, og vi kan gå ind i dette årtusinds sidste år i bevidstheden om, at den kolde krig er slut. Eller er den?
Godt nytår!

Bent Kølvig