Parti dømt remis Tilbage til forsiden



I ovenstående stilling i et parti i mesterklassen i vinterturneringen krævede hvid remis. Han havde netop spillet Td2, men sort spillede Te1+. Hvid havde ca. 5 sekunder tilbage, mens sort havde flere minutter.
Sort hævdede, at hvids vinge ville falde om få sekunder, og at hvid havde opnået denne stilling på bekostning af sin tid. Hvid indvendte, at sort ikke kunne vinde partiet med normale midler, at partiet var teknisk remis.

Bestyrelsen har diskuteret stillingen og set på reglerne for hurtigafslutning:
3.3.5 § 10. Hurtigafslutning
10.1 "Hurtigafslutning" er den sidste fase af et parti når alle resterende træk skal udføres på begrænset tid.
3.4.4 D. Hurtigafslutning, hvor der ikke er en turneringsleder på spillestedet:
D1. Når partier spilles efter § 10, kan en spiller kræve remis når han har mindre end to minutter tilbage på uret, og før hans faldvinge er faldet. Dette afslutter partiet. Kravet kan fremføres på grundlag af,
a. at modstanderen ikke kan vinde på normal vis.
b. at modstanderen ikke har gjort noget forsøg på at vinde på normal vis.
Kravet skal fremføres til en turneringsleder hvis afgørelse er inappellabel.

Det var bestyrelsens opfattelse, at den viste stilling helt klart falder ind under denne bestemmelse og at partiet derfor må dømmes remis.

Redaktørens kommentar:
Reglerne er sikkert indført for at undgå at komme i en lynskak-situation: at et parti skal afgøres af, om man kan lave 50 træk (=remis af den grund) på den tilbageværende tid. Har denne form for fingergymnastik noget med skak at gøre?