Skak: krig eller fornøjelse?

- et spørgsmål til klubbens medlemmer

Efter 35 års skakpause meldte jeg mig i efteråret ind i Rødovre Skakklub.

Min seneste optræden på den skaklige scene var i december 1972, hvor jeg med en halv times varsel en søndag middag blev bedt om at optræde på Vanløses divisionshold i en kamp mod Glostrup. Som tidligere klubformand kendte jeg alt til den slags feberredninger, så jeg slog til og reddede et halvt point til klubben. Faktisk havde jeg teoretisk stået til gevinst undervejs, men som bekendt oplever vi i mange af livets forhold, at teori og praksis ikke altid går op i en højere enhed.

Enten må det generelle skakniveau have været meget lavere dengang, eller også har de 35 år haft en negativ indvirkning på min spillestyrke. I dag er det ikke sikkert, at jeg kunne score et halvt point som reserve på Rødovres hold i 4. række.

Jeg føler mig godt modtaget i Rødovre Skakklub (måske er det bare en naturlig respekt for den ældre generation), men forløbet af en runde i vinterturneringen har fået mig til at fundere over, om klubskak i dag skal være krig eller fornøjelse.

Efter et helt elendigt åbningsspil tabte jeg ret hurtigt to bønder – og senere én til, som jeg dog vandt igen. Da jeg har afsat fire timer hver tirsdag til skakklubben, ser jeg ingen grund til at opgive en nok så meget teoretisk tabt stilling, før alle muligheder for en overraskende kombination af mig eller et anfald af skakblindhed fra modstanderens side er udtømte. Man kan måske endda lære noget af at forsvare en ret håbløs stilling, og modstanderen kan vel også føle glæden ved at omsætte fordelen til gevinst – så meget mere, som bevidstheden om endnu et point på tavlen bør give et vist åndeligt råderum.

Som jeg måske subjektivt opfattede situationen, valgte min modstander at indtage en irriteret attitude. Hvorfor kastede fjolset (lille mig) ikke straks håndklædet i ringen? Hovedrysten og sigende blikke til forbipasserende stod på en times tid. Jeg bar også ved til bålet ved stilfærdigt at sige, at jeg nok ikke kunne tillade mig at tilbyde remis – svaret var, at det ville blive betragtet som en uartighed. Den helt store demonstration kom, da min modstander ved træk 53 hentede to blanke partilister (der er 80 træk på listerne).

Da jeg stadig havde en halv time tilbage på uret, overvejede jeg et kort øjeblik at tage nogle lange tænkepauser og tabe på tid. I mine unge dage havde jeg måske klaget til turneringslederen over påstået usportslig optræden, men jeg lod livserfaringen råde. Af hensyn til min modstanders blodtryk valgte jeg at bytte mit sidste tårn af, så han havde konge og to samlede bønder mod min konge, hvorefter jeg opgav, da jeg regnede med, at han kunne omsætte denne fordel til gevinst.

Et mentalt overskud gør det muligt for mig at smile af denne tildragelse, men alligevel har jeg et spørgsmål til mine nye venner i Rødovre Skakklub, om jeg ved at spille videre på en teoretisk tabt stilling overtræder nogle uskrevne love – og om en klubkammerat kan føle sig dårligt behandlet ved at skulle spille en masse træk i et parti, hvor resultatet tilsyneladende er givet.

Skal klubskak være krig eller fornøjelse?

Poul Busk Sørensen

fra Commodore 64 versionen af Battle Chess