Referat fra den stiftende generalforsamling Tilbage til forsiden


Mange medlemmer var mødt op ved stiftelsen af den nye storklub, opstået ved sammenlægningen af Rødovre og Vanløse Skakklub. Jeg så elleve fra de hidtidige bestyrelser: Morten Møller Hansen, Ernst M. Hansen, Bjørn Johansen, Flemming Bruun, Gisli Hardarson, Henry Lund, Ole Lergren, Per Kühlmann, Sten Bauers, Zoran Wisal og undertegnede. Bjarne Røhder var fraværende pga. hospitalsindlæggelse.
Desuden en lang række medlemmer:
Bendt Breinholt, Benny Pedersen, Bent Christensen, Bent Kølvig, Bjørn Gemzøe, Eigil Asanta, François Allix, Franz Henriksen, Jan Juul Nielsen, Jan Nielsen, Johnny Smidt, Jørgen G. Hansen, Knud Erik Helleshøj, Leif Jensen, Morten Ree, Poul B. Sørensen, Rune L. Pedersen, Steen Schousboe, Hovhannes Tutundjan (forhåbentlig har jeg hermed fået alle med).


Et pænt fremmøde til stiftelsen af Damhus Skakklub
foto: Morten Møller Hansen

Valg af dirigent
Eigil Asanta (EA) blev valgt, og han startede med en rettelse til dagsordenen: Bestyrelserne foreslog Per Kühlmann som kasserer, ikke Bjarne Røhder, som jo var fraværende.

Dagsordenen
Der var fra starten en diskussion om dagsordenen. Bent Kølvig (BK) savnede et punkt: drøftelse af klubbens aktiviteter, det var ikke nok - syntes han - med vedtægternes formålsparagraf. Han savnede nogle ideer til, hvad der kunne gøres. Klubben burde være mere udfarende.
Franz Henriksen (FH) spurgte, hvad klubbens skulle hedde. I vedtægterne stod der, på bestyrelsens forslag, Damhus Skakklub. Men dette var ikke vedtaget.
EA accepterede, at klubbens navn blev diskuteret først.

Klubbens navn
Morten Møller Hansen (MMH) forklarede om en afstemning i Vanløses klubblad, hvor stemmerne havde samlet sig om to navne: Damsø og Damhus. Han havde selv undersøgt, hvor mange firmaer der anvendte disse som en del af navnet. Der var (vist) seks med Damsø og tretten med Damhus. Endvidere nævnte han problemet med ø-et i Damsø.
Bjørn Enemark (BE) nævnte, at en tilsvarende undersøgelse i Rødovres klubblad slet ikke havde givet nogen svar.
EA foreslog en indledende afstemning om de to navne for at se, om der var grund til en nærmere diskussion.
Der viste sig at være 26 for Damhus og kun 3 for Damsø. Så var det vedtaget!

Vedtægterne
Herefter fulgte en diskussion over flere timer om de enkelte punkter i vedtægterne. Disse var ellers diskuteret i detaljer på generalforsamlinger i både Rødovre og Vanløse, så det var en skuffelse for bestyrelserne, at der var så mange indvendinger mod detaljer.
Til sidst lykkedes det dog at komme igennem. Herunder følger nu behandlingen af de enkelte punkter.

formål
BK foreslog en udvidelse.. Der burde stå, at vi ønskede flere medlemmer, og aktiviteterne var for snævert beskrevet. Han citerede fra flere andre klubbers formålsparagraf, som fremgik af deres hjemmesider. Det var AS04, Gladsaxe, K41 og Lyngby-Virum. Alle havde noget med om at fremme interessen for skakspillet.
Bendt Breinholt (BB), Flemming Bruun (FB) og Knud Erik Helleshøj (KEH) støttede. Steen Schousboe (SS) foreslog en opdeling i to punkter: Hjemsted for sig, formål i et nyt punkt. BK ville også gerne have med, hvad vi ville med den nye klub.
EA accepterede opdelingen og udskød behandlingen af formålspunktet for at lade MMH formulere en tekst. Resten af aftenen var der så problemer med henvisninger til numrene i vedtægter: Vi går nu over til punkt 2, som altså nu er punkt 3! ...

klubben
SS nævnte, at klubben med de foreslåede vedtægter ikke kunne rykke op i divisionsturneringen, der jo arrangeres af DSU. En ændring blev vedtaget.
BK sagde, at punktet faktisk dækkede tre ting: relationen opad, medlemskrav og kontingent. Han foreslog nyt afsnit før "Enhver". Og medlems-"kravet" (Enhver skakspiller ...) ønskede han ændret til "Enhver, der er interesseret i skak, ...". Begge dele blev accepteret.

generalforsamling og valg
Benny Pedersen (BP) mente, at det burde være i 2. kvartal, hvor vinterturneringen var afsluttet. PK sagde, at det var betinget af regnskabsåret. BE mente ikke, at generalforsamling og præmieuddeling hørte sammen. Et spørgsmål om hvordan man sikrede sig, at alle havde fået besked, blev besvaret af PK og Ernst M. Hansen (EMH). Kassereren sikrer sig, at alle der ikke har været til stede i klubben får direkte besked.
BK undrede sig over formuleringen "det følgende år" i forbindelse med budgettet. Poul Busk Sørensen (PBS) foreslog disse ord slettet og det blev vedtaget.
KEH spurgte, om det virkelig var nødvendigt med så mange i bestyrelsen. MMH svarede, at det var praktisk. Så kunne man uddelegere opgaver. PK supplerede, at der altid havde været syv i bestyrelsen i Rødovre.

ekstraordinær generalforsamling
BK foreslog, at en fjerdedel (1/4) burde ændres til 14, et fast antal. MMH støttede tanken om et fast tal og ønskede parentesen om underretning slettet. Sten Bauers (SB) gik ind for tallet 10. Rune L. Pedersen (RLP) støttede dette: "der kan altid være syv idioter i en stor klub!"
Parentesen blev slettet og tallet fastlagt til ti.

referat
PBS spurgte til "om muligt". PK sagde, at man ikke ville forpligte sig på redaktørens vegne. Der blev også spurgt til forskellen mellem medlemsbladet i punkt 1 og klubbladet her. Det var synonymer, erklærede EA.
FH opfordrede til, at referatet blev oplæst på den følgende generalforsamling, men fik ikke medhold.

bestyrelse
ingen ændringer

bestyrelsesmøder
Der blev spurgt til referat af bestyrelsesmøder. MMH mente ikke, at det var nødvendigt at formalisere det.
BE fortalte, at referat af møderne plejede at komme på hjemmesiden.

regnskabsår
ingen ændringer

kassererens arbejde
Leif Jensen (LJ) mente, at kassebog burde ændres til kassekladde, så det kunne foregå elektronisk.
BB gik tilbage og spurgte, hvem der tegnede klubben. MMH sagde, at nogle pengeinstitutter accepterede kassereren alene, andre ville også have formandens underskrift. PK sagde, at kassereren disponerede inden for bestyrelsens rammer.
SS, RLP, PK, Jan Nielsen (JN), Jørgen G. Hansen (JGH), MMH, KEH og BB diskuterede forskellene mellem kassererens styring af ind- og udbetalinger og så det at forpligte klubben, politisk (pressemeddelelse) eller økonomisk (lejekontrakt, lån). Også et eventuelt økonomisk ansvar for medlemmerne blev inddraget under dette punkt.
BB insisterede på at få disse ting lagt ind i lovene og fik tildelt 10 minutter til at formulere en tekst. Det blev til tre punkter: regnskabsår, tegning af foreningen (formand . to fra bestyrelsen) med mulighed for prokura, og endelig at klubbens medlemmer ikke hæftede personligt for klubbens forpligtelser.
Selve punktet om kassererens arbejde blev ikke ændret, men det oprindelige punkt 9 var nu blevet punkt 12, etc...

eksklusion
Forskellen mellem at slette og at ekskludere et medlem blev diskuteret – og godkendt.
BK, KEH m.fl. ville gerne have "gentagne advarsler" ændret til "en advarsel". Dette blev vedtaget.
Det blev diskuteret, om en ekstraordinær kunne afgøre en eksklusion. Det kunne den, mente alle. Og BK ville gerne have "har taget stilling til" ændret til "har tiltrådt". Vedtaget.

eventuel sammenlægning
Formuleringen "en bestemt skakklub" blev diskuteret. PK kaldte det en tydeliggørelse.
Nogle mente, at bestyrelsen ikke skulle foreslå et navn i et sådant tilfælde, men en afstemning gav 14 mod 6 for at fastholde dette.

opløsning
BK mente, at punktet dækkede to situationer og ønskede sætning to og tre ombyttet og et linjeskift efter anden sætning. Dette blev vedtaget.

overgangsbestemmelser
Henvisningen til punkt 3 (nu 4) skulle udvides til punkt 4 og 7 om bestyrelsens størrelse. Dette blev vedtaget.
BK ville gerne have ordet "henholdsvis" slettet i første sætning. Dette blev ligeledes vedtaget.
BP mente, det var mange bestyrelsesmedlemmer i overgangsperioden, men EMH sagde, at BMS havde haft gode erfaringer med en samlet bestyrelse.

Til sidst samlede MMH op på punkt 2:
Klubbens formål er at fremme og udbrede kendskabet til skakspillet. Medlemmerne samles ... hvor der bl.a. afholdes foredrag og en række interne turneringer. Dette blev vedtaget.

Valg
Disse punkter blev meget hurtigt overstået. Med akklamation blev Ernst M. Hansen valgt til formand, Per Kühlmann til kasserer og Bjørn Johansen til revisor.

Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslog samme kontingent som i Rødovre: seniorer 390 kr. halvårligt, juniorer/pensionister 295 kr. halvårligt (+turneringer).
Det blev nævnt, at DSU havde planlagt en større stigning. Hertil svarede EMH, at kontingentet i Rødovre altid automatisk var blevet reguleret med eventuelle stigninger i KSU/DSU-kontingent. Endvidere, at bestyrelserne fra starten havde sagt, at kontingentet ville blive det samme som i Rødovre – og herved billigere end hidtil i Vanløse. RLP og PK støttede dette med den automatiske regulering.
Herefter udspandt der sig en voldsom dialog om eventuelle juniorers kontingent. FH, Ole Lergren (OL), SS og Johnny Smidt (JS) argumenterede kraftigt for, at børn og juniorer skulle være kontingentfri. BB, BE og JN mente, at der skulle være en vis egenbetaling, dels for at det var værdsat, dels for at fastholde mulighed for tilskud fra kommunen.
Tilskudsreglerne blev også diskuteret her, men ingen kendte de eksakte regler. Skulle juniorer bo i kommunen for at klubben kunne modtage støtte (PK)? Krav om egenbetaling? Var Voss-tilskud kun København (MMH)?
BE foreslog et lavt kontingent, 25 kr. pr. måned. FH tilbød at dække dette. Også muligheden for at have juniorer som passive medlemmer eller besøgende i klubben blev diskuteret. Ville det stride mod KSU's love (BE)?
RLP: Man kan ikke deltage i det sjove, f.eks. Junior-GP, uden at være medlem af DSU. MMH støttede dette, skulle vi selv tage det tab? PBS foreslog, at seniorerne dækkede det. JS foreslog, at det første år var gratis for juniorer. RLP: inkl. KSU/DSU-kontingent. Støttet af MMH. JGH ønskede at give bestyrelsen mandat til at lave noget i den stil. Vedtaget.

Eventuelt
EMH fortalte om kommende begivenheder: EMT, matcher mod Hvidovre og Vestegnen, arrangement i RC og sommerafslutningen.br> BK nævnte fastlæggelse af logo. Endvidere at Rødovre LokalNyt havde fået ny skakinteresseret chef. EMH burde stille op til et interview.
BK fortsatte vedr. torsdagene, hvor der burde arrangeres holdturnering, simultan, foredrag, undervisning mv.
BK spurgte også til medlemsbladet. BE svarede, at det ville fortsætte som Interne Træk, men komme til at hedde "fribonden" som i Vanløse.
BK ville også gerne have klubben åben i hele sommerferie-perioden.
JS spurgte til lukketider. MMH sagde at vi fik i alt 10 nøgler. EMH: der skal altid være en med nøgle til at lukke og sætte alarm.

Bjørn