| Skaknævnets dom |
10. februar 2010 |
 |
Skaknævnets dom i sagen Niels-Holger Nielsen - Kurt Søgaard Nielsen
DANSK SKAK UNION
SKAKNÆVNET
Den 10. februar 2010.
SAG NR. 185
KENDELSE:
Parterne og påstande:
Klagen er indgivet af Kurt Søgaard Nielsen den 3. december 2009.
Klagen vedrører partiet Niels-Holger Nielsen - Kurt Søgaard Nielsen fra 5. runde i
turneringen Rødovre-Mesterskabet 2009.
Klageren har nedlagt påstand om, at Niels-Holger Nielsen (indklagede) skal dømmes
som taber af partiet på grund af udeblivelse uden afbud.
Indklagede Niels-Holger Nielsen har anført,
- at hans udeblivelse har skyldtes den opfattelse, at klageren havde meldt afbud,
- at turneringslederens (dommerens) afgørelse har været den rigtige, og
- at han er uenig i den afgørelse, der blev truffet af turneringskomitéen.
Klagegebyr 280 kr. er indbetalt af klageren.
Sagens omstændigheder og behandling ved tidligere instanser:
Det fremgår af sagen, at klageren i første omgang af turneringsdommer Bent
Kølvig fik at vide, at indklagede havde tabt partiet på grund af udeblivelse uden
afbud.
Ved e-mail af 10. oktober 2009 til klageren (jf. nedenfor) meddelte Bent Kølvig, at
afgørelsen var ændret, således at spillerne skulle finde en dato og spille
partiet, og at klageren i modsat fald ville blive dømt som taber.
Klageren indbragte denne afgørelse for turneringskomitéen med påstand om, at
Niels-Holger Nielsen blev dømt som taber af partiet.
Det hedder i klagerens redegørelse til turneringskomitéen om
hændelsesforløbet mv
"................
På dagen hvor 4. runde blev afviklet kontaktede jeg …...... Niels Holger Nielsen og oplyste
ham om, at jeg muligvis havde problemer med afvikling af 5. runde, på den fastsatte dag.
Hvis det skulle blive nødvendigt for mig at melde afbud ville jeg kontakte Niels Holger
Nielsen, forud for afviklingsdagen og fik i den forbindelse hans telefonnummer.
Det der kunne give tidsmæssige problemer blev delvist løst, således at jeg
kunne nå frem til spillestedet indenfor den fastsatte mødetid på en time efter
kampstart, hvorfor jeg ikke kontaktede Nils Holger Nielsen, idet der så ikke var behov for
at flytte kampen.
På spilledagen, den 29/9 2009 ….......... udtrykte dommeren, Bent Kølvig, at Niels
Holger havde tabt uden kamp, idet der ikke var meldt afbud. Efterfølgende har Bent
Kølvig meddelt mig, at afgørelsen er ændret ….....".
I en indberetning fra Bent Kølvig til turneringskomitéen hedder det:
".......................
Da 5. runde startede .............. var ingen af spillerne til stede. …............ Ca. 19:30
ankom Kurt Søgaard Nielsen (KSN) og forklarede til formanden Ernst Mader Hansen og
undertegnede, at han havde sagt til Niels-Holger Nielsen (NHN), at han muligvis ikke kunne
spille, men ville telefonere, hvis han ikke kunne komme. Han havde imidlertid skaffet sig
mulighed for at komme med en halv times forsinkelse (1 time var tilladt) og havde derfor undladt
at ringe. Altså burde NHN være klar over, at der skulle spilles.
På det grundlag afgjorde jeg, at dersom NHN ikke mødte frem inden kl. 20:00, ville
han have tabt partiet. Men jeg anmodede KSN om senere at kontakte NHN, hvis han på fair vis
ønskede at spille partiet alligevel.
Før næste runde gik i gang ................. talte jeg med begge spillere om
situationen. Det blev hurtigt klart, at NHN under samtalen havde fået en divergerende
opfattelse, nemlig at KSN ikke kunne spille 5. runde og derfor meldte afbud. Stemningen blev
noget ophidset, og jeg skar derfor igennem ved at dekretere, at da påstand stod mod
påstand, skulle spillerne aftale en ny dato for at afvikle deres parti. Det var at
betragte som et udsat parti. KSN sagde, at han ikke havde sin kalender med og derfor ikke kunne
lave en aftale straks. Derfor pålagde jeg KSN at kontakte sin modstander telefonisk dagen
efter med henblik på at fastsætte en dato.
Denne afgørelse er hjemlet ved forordet til FIDEs regler, hvor det hedder:
I tilfælde som ikke er direkte behandlet i FIDEs regler for skak bør man kunne
nå frem til en korrekt løsning af problemet ved analogt at anvende regler for en
situation af lignende karakter. FIDEs regler forudsætter at dommeren har den
nødvendige kompetence, en sund dømmekraft og en absolut objektivitet. For
detaljerede regler ville fratage dommeren hans frie dømmekraft og kunne forhindre ham i at
finde den, efter omstændighederne, mest retfærdige og logiske løsning.
Senere samme aften meddelte KSN mig, at han ikke ønskede at spille skak med NHN. Det
beklagede jeg og sagde, at i så fald ville der kun være én afgørelse
på partiet, underforstået gevinst til NHN. Det blev ikke kommenteret yderligere af
KSN. Det har senere vist sig, at KSN på det tidspunkt troede, at han stadig stod som vinder
af partiet, dersom det ikke blev spillet.
Den 10. oktober sendte jeg flg. mail til KSN:
Hej Kurt!
På grundlag af din forklaring d. 1. oktober måtte jeg dømme Niels-Holger som
taber pga manglende fremmøde. Men da han fik lejlighed til at fremføre sin version,
kunne jeg ikke udelukke, at der kunne foreligge en misforståelse om hvad I havde aftalt.
Påstand stod mod påstand, og derfor ændrede jeg dommen til, at I skulle spille
partiet og skulle finde en dato. Det står ved magt, og hvis du ikke vil spille det, er det
dig, der mister pointet.
................
KSN har i et svarbrev af 12. okt. fastholdt sin vægring ved at spille partiet, hvorfor jeg
måtte dømme ham som taber. Ikke mindst pga. præcedens: Det bør ikke
være muligt at fingere et afbud for at få modstanderen til ikke at møde op.
Det må tilføjes, at der i turneringen har været ret mange afbud, og de udsatte
partier har været spillet privat eller på torsdage i klublokalerne. Endvidere var der
i indbydelsen afsat tirsdag d. 13. oktober til afvikling af sådanne partier.
......................."
Turneringskomitéen traf herefter i henhold til mail af 18. november 2009 følgende
afgørelse:
"................
Begrundelse for vores afgørelse er at man er havnet i en påstand mod påstand
situation hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sket i samtalen mellem Kurt
Søgaard Nielsen og Niels Holger Nielsen.
Turneringskomitéen har bestemt følgende:
- Partiet bør spilles og tælle med i turneringsresultatet og hvis det bliver
spillet skal det rates og spilles inden d. 6/12-2009.
- Hvis de 2 implicerede spillere ikke kan blive enige om at spille partiet, så skal
partiet udgå i turneringstabellen. Ingen af de 2 spillere vil få point for
partiet, der skal derfor stå en – ud for partiet, og partiet skal ikke rates.
..................."
Niels-Holger Nielsen har over for Skaknævnet afgivet følgende redegørelse:
"......................
Umiddelbart før urene startes ved …........ 4. spillerunde henvender Kurt S. Madsen (KSM)
sig til mig og meddeler, at han ikke er i stand til at spille 5. runde på den almindelige
spilledag.
Jeg bliver lidt befippet, idet jeg er i gang med at finde koncentrationen frem til den
tilstundende dyst, men jeg fatter mig og svarer, at det vel ikke er noget problem, idet der er
afsat en eller to spilledage til udsatte partier, og at jeg er næsten
grænseløst fleksibel, hvis KSM er indstillet på en afvikling i privat regi.
Imidlertid rinder det mig i hu, at udsatte partier muligvis skal spilles på en torsdag
(vores klub råder over lokalerne både tirs- og torsdage). Øjeblik, siger jeg
så og fremskaffer et turneringsreglement fra en af de nærmestående. Her
står der imidlertid ikke noget om datoer for afvikling af udsatte partier. Idet jeg kommer
i tanke om, at det vist var på klubbens hjemmeside, at jeg havde læst om disse
datoer, siger jeg til KSM, at han kan ringe til mig hjemme, hvor jeg i ro og mag kan koncentrere
mig og have adgang til klubbens hjemmeside. Herpå giver jeg ham en lap papir med mit
telefonnummer. Umiddelbart i forlængelse af dette gives der meddelelse om at urene skal
startes, og jeg sætter mig til rette og genfinder koncentrationen.
På spilledagen for 6. runde af Rødovremesterskabet, hvor jeg er mødt i god
tid, beder Bent Kølvig om min version af det passerede, hvilket jeg giver ham nogenlunde i
overensstemmelse med det ovenfor beskrevne. Imidlertid er KSM kommet til stede, og han inddrages
i samtalen. Da det viser sig, at vi har modstridende opfattelser af det passerede erklærer
Bent Kølvig i sin egenskab af dommer, at da det er ord mod ord vil han dømme, at vi
spiller partiet som et almindeligt udsat parti, hvilket jeg erklærer mig indforstået
med. Diskussionen blev ikke længere, da det var tid for at starte urene.
I den efterfølgende uge havde jeg flere samtaler med Ernst, som i den efterfølgende
weekend-end meddelte mig, at KSM ikke ville spille udsat, da denne mente, at jeg havde
fornærmet ham. Efter min bedste overbevisning har jeg ikke fornærmet KSM. Jeg var
bare ikke enig med KSM om hvad der var sket, hvilket /jeg/ ikke opfattede som en
fornærmelse fra KSMs side.
Så vidt min version af det passerede. Dog skal jeg meddele jer, at da jeg under vores
julefrokost (efter turneringskomiteens dom) snakkede om det skete med Franz Henriksen, som var
min modstander i 4. runde, sagde denne, at det var rigtigt,at KSM ikke havde meldt afbud, men som
han selv gør gældende, havde meddelt, at han muligvis ikke kunne spille 5. runde
på selve dagen. Det synes således godtgjort, at det er mig, der har misforstået
KSM. Uanset hvordan dette nu forholder sig, så var der dog ligefuldt tale om en
misforståelse i den lidt stressede situation umiddelbart før urene startedes til
runde 4. Ligeledes skal jeg meddele, at jeg gav KSM mit telefonnummer i den faste overbevisning,
at vi skulle finde en alternativ spilledag.
Jeg skal nu argumentere for hvorfor jeg finder Bent Kølvigs dom korrekt.
Hvis vi nu forudsætter, at KSMs udlægning af det passerede er korrekt, så
finder jeg det alligevel helt utilstedeligt af ham, at ville holde mig i uvished om vi skulle
spille eller ikke spille i samfulde 7 (6) dage. Jeg finder det mest korrekt, om KSM havde
overvejet sin stilling i løndom, og så meldt afbud i påkommende
tilfælde mandag før 5. spillerunde, således som turneringsreglerne
foreskriver. Det turde stå helt klart, at ansvaret for den opståede
misforståelse udelukkende hviler på KSMs skuldre, idet den ikke ville være
opstået hvis det ikke havde været for KSMs halvkvædede vise på dagen for
4. spillerunde. Da jeg burde have anet muligheden for en misforståelse og derfor burde have
reageret, da KSM ikke henvendte sig til mig i løbet af ugen, finder jeg Bent
Kølvigs dom OK, selv om det er KSM, som har begået en principiel fejl.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder turneringskomiteens ............. dom
temmelig problematisk - for ikke at sige rent ud aparte. Under punkt 1. godtgør
turneringskomiteen, at partiet /bør/spilles. Punkt 2. er således i direkte modstrid
med punkt 1. Dommen bliver ikke mindre aparte af at Bent Kølvig forlods har meddelt
turneringskomiteen, at KSM allerede før dommen vægrede sig ved at spille partiet
/overhovedet/ (i følge Ernst M. Hansen efter gentagne opfordringer). Efter min mening
tenderer dommen en underløbning af dommeren Bent Kølvig, hvis renomme der, mig
bekendt, ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Dette sættes kun yderligere
i relief af, at dette sker uden argumentation fra turneringskomiteens side, hvilket betyder, at
man end ikke tager stilling til Bent Kølvigs klare argumentation, som han med citat
finder hjemlet i FIDEs regler.
..........."
Det hedder blandt andet i reglementet for turneringen:
".................
Afbud bør undgås. Nødvendigt afbud meddeles i god tid, senest dagen
før spilledagen. Begge spillere har efterfølgende ansvaret for at kontakte
hinanden, aftale en ny spilledato og meddele denne til turneringsledelsen. Udsatte partier
afvikles normalt senest påfølgende torsdag, evt. privat.
.....................
Udsatte partier, der ikke er afviklet før sidste runde, medfører tab for begge
spillere, medmindre det kan godtgøres, at den ene spiller har undladt at udvise
imødekommenhed.
........."
Skaknævnets bemærkninger:
Det findes ikke at kunne afvises, at indklagede har misforstået klagerens meddelelse til
ham vedrørende spørgsmålet om klagerens fremmøde til 5. spillerunde,
og at indklagede med rette har gået ud fra, at klageren havde meldt afbud.
Skaknævnet finder efter en samlet vurdering af sagen, at risikoen for denne
misforståelses opståen ikke bør komme indklagede til skade.
Klagerens påstand om, at Niels-Holger Nielsen skal dømmes som taber tages derfor
ikke til følge.
Skaknævnets behandling af denne sag sker alene på baggrund af en klage fra Kurt
Søgaard Nielsens side.
Uanset de synspunkter, som er fremført af indklagede om resultatet ved henholdsvis
turneringsdommerens og turneringskomitéens behandling af sagen, findes klageren allerede
af den grund ikke ved Skaknævnets behandling af klagen at burde stilles ringere, end hvad
der følger af den påklagede afgørelse.
Som følge heraf stadfæstes turneringskomitéens afgørelse.
Idet den frist for afvikling af partiet, der fremgår af turneringskomitéens
afgørelse er overskredet, betyder dette, at der resultat- og ratingmæssigt skal
forholdes med partiet som anført i turneringskomitéens afgørelse ad punkt 2
som nedenfor bestemt.
Skaknævnets afgørelse:
Partiet Niels-Holger Nielsen - Kurt Søgaard Nielsen fra 5. runde i turneringen
Rødovre-Mesterskabet 2009 skal udgå i turneringstabellen, uden at nogen af spillerne
får point, og uden at partiet rates.
Klagegebyret tilfalder Dansk Skakunion.
| Vagn Lauritzen |
Peter Roesen |
Lars Lindhard |
|