Skakspillerens irritabilitet - som PRIMO LEVI ser det

D

Bjørn Gemzøe har sendt dette:

Digteren Horats tålte mange ting for at undgå tvister med andre digtere, der af natur er irritable. Således også i vore dage.
Tænk på al den ståhej om litterære priser og det indædte had som digterne synes kritikkerne udtrykker, når en anmeldelse indeholder selv den mindste kritik.
Når Korchnoi møder Karpov i Merano, i en indædt, vagtsom match, oplever vi skakspillerens irritabilitet. Hvorfor har digtere og forfattere dette karaktertræk?
Er der lighed mellem skak og digtning?
Skakspilleren finder, at selv et parti spillet af amatører er en metafor på livet, kamp for livet, dyder, fornuft, hukommelse og fantasi.
En rørt brik skal flyttes, træk må ikke gøres om, en tro afspejling af krav uden nåde opstillet i ens liv. Kongen bragt i fare pga. manglende erfaring, uforsigtighed eller modstanderens overlegenhed, bliver truet, lammet og til sidst tilintetgjort.
Det er uundgåeligt at ane skyggen af manden med leen i rummet bag modstanderen. Man fornemmer vejen til døden; en død, som du selv må bære hele ansvaret for.
At gå denne vej til udslettelse styrker en! Knugende hårdt er spillet, og ophøjet, lyrisk musikalsk.
Dette barske og ædle spil er altså poetisk; sådan føler de, der har prøvet det, uanset niveau, men jeg tror alligevel ikke, at det er her vi finder grunden til digternes og skakspillernes irritabilitet.
Digtere, og alle andre, der udøver en kreativ og individuel profession, har det til fælles med skakspilleren, at de bærer det fulde ansvar for deres handlinger.

Primo Levi siger:
"Den der arbejder alene, uden makker eller formidler mellem sig og værket, har ingen undskyldninger hvis det går galt, og ingen undskyldninger når det gør ondt. Skuespilleren kan give instruktøren skylden for en manglende succes, eller omvendt; den der arbejder på en fabrik føler at hans ansvar bliver tyndet op med talrige kollegers/ overordnedes eller forflygtiges af 'omstændigheder', konkurrence, markedets ustadighed, uforudsete omstændigheder. Den der underviser kan give pensum, rektor og naturligvis eleverne skylden. Selv da Hitler sad omringet i Rigskancelliet lagde han, en time før han begik selvmord, forbitret ansvaret over på det tyske folk, som ikke havde været ham værdig!".

Videre:
"Man bør nok tilføje, at såvel digteren som skakspilleren udelukkende arbejder med deres hjerner, og at vi alle er utroligt nærtagende hvad vor hjernes kvalitet angår. Man kan sige om sin næste, at han har svage nyrer, lunger eller hjerte, det er ikke nogen forbrydelse; men siger man at han er svagt begavet, så er det utilgiveligt. At gå for at være dum, og hørt det sagt om en, er mere smertefuldt end at blive kaldt grovæder, løgnagtig, voldelig, liderlig eller fej: alle svagheder, alle laster har deres forsvarere og retorik, man kan ophøje og lovprise dem alle, undtagen dumheden.
At krænke en skakspiller eller en digter med et sådant udsagn, gør ham forsvarsløs.
Af denne grund tror jeg, som er en elendig skakspiller, at det ville være en god ting hvis skakspillet blev mere udbredt, hvis man gik så vidt som at indføre og praktisere det i skolerne, som man længe har gjort det i Sovjetunionen. Det ville kort sagt være godt hvis alle, og især de der stræber efter at stå i spidsen for andre, eller efter en politisk karriere, på et tidligt tidspunkt lærte at leve som skakspiller, det vil sige at de tænkte sig om før de gjorde et træk, vel vidende at de havde begrænset tid til hvert træk; og at de huskede at hvert af vore træk fremkalder et modtræk fra modstanderen, vanskeligt men ikke umuligt at forudsige; og at man betaler når man flytter den forkerte brik. Opøvelsen af disse dyder vil afgjort være givtig i det lange løb, både for den enkelte og for samfundet. På kort sigt har den sin pris, nemlig at gøre os lettere irritable."

Primo Levi, 1919-1987,
italiensk forfatter og kemiker.
Som jøde i Auschwitz,befriet i 1945.
Skriver 1947 bogen "Hvis dette er et menneske" om udryddelseslejrens totale nedbrydning af det fysiske og mentale individ.

v/
Bjørn G

Illustration af Bjørn Gemzøe

Jeg modtog billedet i en e-mail som en vedhæftet fil, men det var vendt 180 grader! For en sikkerheds skyld spurgte jeg, hvordan det skulle præsenteres.
For jeg er jo bare tekniker, ikke kunstner.
Men det ER da lidt abstrakt, efter Picasso, Guernica??, og som illustration af livets mening, de hårde livsvilkår, tidernes uforanderlighed, sjælens hærdelse i modgang, ja så kunne jeg da ikke være helt sikker. (Red.)