Arne Østergaard er død

Arne Østergaard døde søndag den 20. december sidste år, 83 år gammel. Postmesteren fra Rødovre. Han har været medlem af klubben i 44 år, og spillede indtil midten af halvfjerd¬serne i mesterklassen. Siden faldt hans spillestyrke noget og han spillede i mange år i 1. klasse, hvor jeg har mødt ham adskillige gange. De sidste otte-ni år har han ikke været aktiv, bortset fra enkelte holdkampe som reserve. Det skyldtes blandt andet, at han var blevet dårligt gående. Han havde størst anciennitet i Rødovre Skakklub, kun overgået af Lars Sørensen.
En anden lidenskab var bridge, som endte med at overtrumfe skak-aftenerne. Og jeg husker ham som en god whistspiller tilbage i Ejlerts tid. Arne og jeg var revisorer, og Per organiserede allerede første år, at vi efter revision af klubbens regnskab fik smørrebrød og øl og fortsatte med whist sammen med Ejlert. Det blev siden til mange hyggelige stunder med god mad og whist på skift hos os fire. En tradition, der desværre forsvandt med Ejlert.
Og nu er Arne altså også væk.

Bjørn

En soldaterhistorie

Efter udstået to års værnepligt lå jeg nogle år i reserven og blev som følge der¬af genindkaldt i et par uger hvert år til manøvrer. Det var i den kolde krigs tid, så krigsfaren var reel nok.
Under en sådan genindkaldelse sidst i halvtredserne var vi fra 2. artilleri-regiment i den første uge indkvarteret i Jægersprislejren sammen med et par kompagnier "fodtusser". En aften slentrede jeg over i officersmessen for at få en kop kaffe inden sengetid. Der var ingen, jeg kendte, men lokalet var fuldt af officerer, der snakkede med hinanden.
Da bemærkede jeg to, der sad ved et bord med et skakspil! Det måtte jeg da se nærmere på. De spillede ganske ordentligt, men ikke imponerende.
Efter to partier sagde den ene, en stor, bred kaptajn: "Nå, skal vi ikke se, om artilleriløjtnanten dér kan klare sig i skak?"
Jeg var københavnsmester det år, så jeg var ikke bange for at modtage udfordringen. Nå, vi spillede et par partier, og resultatet var ikke ugunstigt for artilleriets omdømme. Bagefter sagde kaptajnen: "Vi ses nok senere."
Det gjorde vi, men først femten år senere, da jeg blev meldt ind i Rødovre Skakklub. Da var kaptajn Arne Østergaard en af de første til at hilse på mig. Vi har gennem årene flere gange genopfrisket dette minde.
Og nu er han død.

Bent Kølvig