Snyd i skak Tilbage til forsiden


Fra Politikens skakspalte 31. december 2013 v/ GM Sune Berg har vi sakset:

Svage sjæle

Så er der endnu en sag om snyd i skak med brug af computerhjælp (smartphone). Desværre skete det i den hyggelige CXU Øbro Nytår, og spilleren, som vi vil lade forblive anonym, er naturligvis udelukket for resten af turneringen. Computersnyd er skakkens dopingspøgelse. Desværre er det nemt tilgængeligt: Hvem som helst kan downloade en stormester for 7 kr. Det er med andre ord at friste svage sjæle langt over evne, og man må håbe, at FIDE meget hurtigt finder et modtræk.

--

Nikolaj O'Hayv, som spillede med i turneringen, supplerer:

En af spillerne spillede ofte usandsynligt gode træk, langt over hans 1800-rating. Han rejste sig ofte og gik omkring, og når han kom tilbage, så spillede han umiddelbart et supertræk. En af hans modstandere, Klaus Nielsen fra Furesø, forlod turneringen i protest: "Jeg gider ikke spille mod en maskine". Turneringsleder Søren Bech Hansen, rating 2299, holdt derefter lidt øje med hans spil og havde ofte svært ved direkte at se planen i disse træk.
Han allierede sig med Siegfred Haubro, formand for KSU, som også spillede med i turneringen. Sammen holdt de efter femte runde øje med spilleren og passede ham op i analyselokalet.

"Har du et skakprogram på den telefon?"
Joh, det havde han da.
"Må vi se det?"
"Ja, værs'go!"
"Det er jo det spil, du lige har spillet!"
"Ja, jeg har lige tastet det ind!"
"Nej, det har du ikke, for vi har holdt øje med dig, lige fra du rejste dig fra brættet efter spillet!"

Han blev derefter bortvist fra turneringen. Alle hans spil blev sat til 0 i tabellen, og mon ikke der venter en længere karantæne?
Det er da bestemt rart at vinde over stærkere spillere, men hvor sjovt er det lige, at ens mobil vinder?

Bjørn