Leif Clausen er død, 83 år | ![]() |
Leif Clausen *1931-08-08 †2015-04-30
Leif kom til klubben i 1969, det er tre år før jeg startede. Dengang spillede vi i
nogle selskabslokaler (Bybjerget) i en kælder på Valhøjs Allé. Vi sad
i dybe læder-lænestole, husker jeg. Der var et værtshus lige i nærheden,
hvor nogle senere på aftenen fejrede en sejr eller sørgede over et nederlag.
For mig var alting nyt, at spille med ur, kun ét parti pr. aften, at notere
trækkene, ingen mulighed for at gøre et træk om. Det var
Rødovre-mesterskabet 1972. Leifs søn, Kim, spillede også med og vandt 3.
klasse. Det fremgår af mit ældste nr. af Interne Træk. Leif har formentlig
også spillet med, men han er ikke nævnt. Sønnen var klart stærkere. Kim
husker at have spillet mod mig (og vundet) i en turnering, måske vinterturningen. Kim
forlod klubben få år senere, men Leif og jeg blev hængende. I 1973 spillede han
i Vestvold på Rødovre 7 (!), dengang var der 26 hold med! Vi spillede længe
på samme niveau, og jeg lærte ham at kende som en hyggelig fyr. I 1974-75 spillede vi
begge på Rødovre 5 i holdturneringen. I 1976 var vi med i Gønge-turneringen i
Præstø, hvor turen og frokosten på kroen var det væsentligste. Og vi har
også spillet sommerskak sammen.
Ratingmæssigt kom han aldrig højt, men han hyggede sig med spillet og stillede
trofast op til turneringerne. Han var holdleder for laveste hold og flittig referent, altid med
selvudslettende kommentarer.
I mange år var han medlem af bestyrelsen og i en halvårs-periode efter Ejlerts
død også fungerende formand. Han havde en veninde på Fyn i de sidste år.
Jeg troede egentlig, at han flyttede derover, da han for nogle år siden meldte sig ud
af klubben.
Bjørn
Leif spiller med i simultan mod Carsten Høi i 2008