Flemming Petersen er død Tilbage til forsiden


Flemming R. Petersen
*1944-12-03 †2016-04-12

Efter endt militærtjeneste tog Flemming til Qaqortoq (dengang Julianehåb) for at arbejde på Lønkontoret hos kommunen. Efter et par år søgte han nordpå til Sisimut (Holsteinborg), hvor han startede på Lønkontoret, men senere kom til Boligkontoret, som forestod alle etagelejlighederne, boligstøtte, mv. Her mødte han sin kone, Mona, som var kommet senere til Grønland og efter nogle år i Qaqortoq med arbejde i Økonomiafdelingen havde søgt til Sisimut. Der var øjeblikkelig kontakt. De blev gift et halvt år senere og var sammen i 42 år til Flemmings død.
I 1976 rejste de hjem og bosatte sig i et lille husmandssted i Skævinge vest for Hillerød og fortsatte med at arbejde i forskellige danske kommuner. Fra 1986 var Flemming personalechef i Slangerup kommune, indtil denne 21 år senere blev sammenlagt med Frederikssund. Derefter fortsatte han som seniormedarbejder i personaleafdelingen til sin pension i 2012.
I Skævinge var Flemming medlem af den lokale skakklub (Skævinge Skakklub) og endte med at blive både formand og kasserer. Klubben blev nedlagt i 1997. Flemming og Mona flyttede i 1998 til København med udsigt over Utterslev Mose, og her overvejede han på ny at melde sig ind i en skakklub, men Slangerup Skakklub spillede om torsdagen og Slangerup Kommune havde længe åbent torsdag, så det blev ikke til noget. Skakken var i venteposition, men på en rejse til Borneo fik han spillet noget. De boede i en lodge og det var upopulært blandt personalet, at han spillede skak med "master", som de sagde!
I 2011 fik han konstateret tyktarmskræft, som desværre havde bredt sig til leveren. Han gennemgik 2 operationer med efterfølgende 12 forebyggende kemobehandlinger. I 2012 var han "raskmeldt", tog på flere rejser - og meldte sig ind i Damhus Skakklub. Her deltog han i vinterturneringen 2012-13 i gruppe B, som han vandt med 5 ud af 7, og dermed hævede han sin rating fra anslåede 1500 til 1609. I den efterfølgende EMT-turnering gik det hæderligt, 50% score. Men i vinterturneringen 2013-14 blev det til 4½ af 7 og en tredjeplads i gruppe B. Også sommerskak 2014 deltog han i med gode resultater. Men det blev så også hans sidste turnering. På grund af sygdom måtte han opgive at spille med herfra.


Flemming Petersen


I 2013 blev det konstateret at kræften havde bredt sig til lungerne, og han begyndte igen på kemobehandlinger, hvilket fortsatte til midten af 2015 uden den store succes. Flemming var meget afklaret om dette. Han sagde selv sidste sommer, at når nu kemoen ikke virkede, så måtte man bare være indstillet på, at man ikke levede så længe. Det må ikke have været nemt at nå frem til det!
Flemming passede godt ind i klubben, var åben og imødekommende og interesseret i spillet, så længe han orkede at møde op. Han tænkte på skakklubben med resterne fra Skævinge og med hensyn til sine skakmaterialer. Vi er kede af at sige farvel til ham, men det måtte jo gå sådan. Sidste sommer så vi ham for sidste gang i klubben til en aften i sommerturneringen. Derefter bad han om at blive slettet i DSU for ikke at koste klubben penge. Han fortsatte med at følge klubbens liv via hjemmesiden.

Bjørn