Foredrag |
v/ Steen Schousboe |
 |
Undtagelser - eller når tingene ikke udvikler sig, som de plejer
Caro-Kann er kendt som en solid, men ikke specielt aggressiv åbning. Men se så her:
hvid: |
|
Schuster |
|
|
sort: |
|
Carls |
|
|
1913 | | |
1. |
e4 |
c6 |
2. |
d4 |
d5 |
3. |
Sc3 |
dxe4 |
4. |
Sxe4 |
Sf6 |
5. |
Sg3 |
Det er ikke alle hvidspillere som har lyst til at slå på f6. Stillingen efter
blev grundigt omtalt i Larsens "Solide åbninger" fra 1980, hvorefter en
række danske spillere tog den op. Jens Kristiansen, Erling Mortensen, m.fl.
Efter dette parti stemplet som en alvorlig fejl.
6. |
- |
h4 |
7. |
Lxf6? |
hxg3 |
8. |
Le5 |

I næste træk vil Hvid slå Hvid på g3 hvorefter han står fint, men
...
8. |
- |
Txh2!! |
9. |
Txh2 |
Da5+! |
10. |
c3 |
10. |
- |
De5+! |
11. |
dxe5 |
gxh2 |
og Hvid gav op.

Den slags lyngevinster er der ikke mange af i Caro-Kann, men solid er den vel? Tjah, se selv:
hvid: |
|
Zinn |
|
|
sort: |
|
Brümmer |
|
|
1964 | | |
1. |
e4 |
c6 |
2. |
d4 |
d5 |
3. |
exd5 |
cxd5 |
4. |
c4 |
Sf6 |
5. |
Sc3 |
g6 |
6. |
Db3 |
Lg7 |
7. |
cxd5 |
0-0 |
8. |
Le2 |
b6(?) |
Bedre er 8. - Sbd7 eller 8. - Se8. Petro har spillet 8. - Sa6 og den sorte
løber står bedre på f5 eller g4 end på b7.
9. |
Lf3 |
Lb7 |
10. |
Sge2 |
Dd7 |
11. |
Lg5 |
Sa6 |
12. |
0-0 |
Tfd8 |
13. |
Tfe1! |
Sxd5 |

Modangreb på Sf4 og Lg5.
Har Hvid været for grådig?
18. |
Sfxd5! |
Sxd5 |
19. |
De8+!! |
Opgivet. |
19 |
- |
Txe8 |
20. |
Txe8+ |
Lf8 |
21. |
Lh6 |

Jernlogikeren som angrebsspiller
Botvinnik var utvivlsomt verdens stærkeste spiller allerede fra 1938, hvor han vandt den
store AVRO-turnering. Men en verdenskrig kom i vejen og han blev først verdensmester i
1948, en titel han forsvarede med næb og klør mod Smyslov, Bronstein og Tal.
Først Petrosjan kunne endegyldigt fravriste ham titlen.
Botvinnik var kendt for sine omhyggelige åbningsanalyser, sin foretagsomme stil i
nedenstående parti. Kommentarerne er Bottes egne
hvid: |
|
Botvinnik |
|
|
sort: |
|
Portisch |
|
|
1968 | | |
1. |
c4 |
e5 |
2. |
Sc3 |
Sf6 |
3. |
g3 |
d5 |
4. |
cxd5 |
Sxd5 |
5. |
Lg2 |
De hvide forhåbninger knytter sig til diagonalen g2-b7 og den halvåbne c-linje.
5. |
- |
Le6 |
6. |
Sf3 |
Sc6 |
7. |
0-0 |
Sb6 |
8. |
d3 |
Le7 |
9. |
a3 |
a5 |
En for Portisch karakteristisk naivitet. Han vidste, at jeg ofte havde spillet dette
åbningssystem (Dragevarianten i forhånden). Naturligvis kendte han også mit
parti mod Flohr, som ligeledes spillede 9. - a5 og opnåede remis. Hvad han
(Portisch) dog ikke vidste var, at jeg dengang mod Flohr slet ikke ville vinde. Men i
Monte-Carlo ønskede jeg at vinde.
En hyppig manøvre i denne åbning. Hvid åbner c-linjen og truer med at
trænge ind på c5 med en let officer. Hvis Sort slår springeren vinder Hvid
et udviklingstempo.
Dette hjælper som sagt den hvide udvikling. 11. - Sd5 havde ført til et mere
kompliceret spil.
12. |
Dxa4 |
Ld5 |
13. |
Tfc1 |
Tfe8 |
14. |
Tc2 |
Lf8 |
Hertil har Sort spillet ret fornuftigt, men nu viser hans harmløshed sig. Efter partiet
pegede Smyslov på det enkle 14. - Ld6 med hensigten 15. Db5 Se7. I
tilfælde af 14. - b5 15.Dxb5 Tb8 16.Da4 ville Sort ikke have nogen mulighed for at
udnytte den hvide dronnings usikre placering.
En alvorlig fejl. Sort håbede på at opbygge en sikker forsvarslinje med 16. - c6
, men overså Hvids 17.træk. Absolut nødvendigt var
15. |
- |
e4 |
16. |
dxe4 |
Lxe4 |
17. |
Td2 |
Df6 |
selvom Hvid også her ville have klar positionsfordel med 18. Lf4
Dette var ideen bag Sorts 15.træk. Min modstander vurderede med rette, at den materielle
fordel efter 17. T7xc6 Sxc6 (kvalitet for bonde) ville være tilstrækkelig
til at holde ligevægten trods Hvids positionsfordel.
Men dette træk havde Portisch undervurderet. Han regnede med, at tårnet på c7
ville forblive fanget, hvilket dog ikke er tilfældet. Den hvidfeltede løber er
væk, og det hvide tårn kontrollerer til stadighed det vigtige felt b7. Det
væsentligste er dog, at Hvid ved hjælp at endnu et tårnoffer kan indlede et
heftigt kongeangreb.
gør ingen forskel. Sort foretrækker at redde bonden på b7, men hvilken rolle
spiller den?

Det fangne tårn slår sig fri. Efter
18. |
- |
Kxf7 |
19. |
Dc4+ |
Kg6 |
20. |
Dg4+ |
Kf7 |
21. |
Sg5+ |
må Sort ofre dronningen for at undgå mat. Altså er tårnet
urørligt.
For at dække feltet g5.
Heller ikke efter 20. - De6 21.Sxe5 ville Sort kunne have ydet modstand meget
længere.
Det afsluttende hvide angreb består i at udnytte de hvide felter, hvilket var den egentlige
ide med tårnofret.
21. |
- |
Dxb7 |
22. |
Sg6+ |
Kh7 |
23. |
Le4 |
truer 24. Se7+ fulgt af 25. Dg8+ mat)
eller
og Sort gav op. På 26. - Kxh6 følger 27. Dh4+ og 28.Dh7+.
Et andet sted siger Botte, at han til stadighed blev undervurderet som angrebsspiller. Det er nok
ikke helt forkert!
En passiv åbning viser sig som et skarpt angrebsvåben, et solidt forsvar viser sig
hullet som en si. og en slutspilskender spiller et blændende angrebsparti. Det er ikke til
at vide, hvad man skal tro på. I det hele taget er skak et svært spil. Vi ved, at vi
i åbningen skal sikre os indflydelse på centrum og udvikling af officererne. Desuden
skal vi undgå unødige svækkelser og tempotab og spild af tid. Det kan vi alle
lære.
Men Aljechins forsvar
er aldrig gendrevet. Den hvide bonde er kommet så langt frem, at den kan bruges som
angrebsmål af Sort. Så hvordan afgør vi, om udvikling skal have forrang for
terræn eller centrumsovervægt?
Hvordan skal man i det hele taget vægte de forskellige fornuftige hensyn? Her kan selv de
største spillere falde helt igennem:
hvid: |
|
Larsen |
|
|
sort: |
|
Spasskij |
|
|
1970 | | |
I 1964 vandt Larsen i Interzoneturneringen over Spassky med 1. f4, som af mange regnes for
et harmløst førstetræk. Larsen kunne godt lide at spille usædvanlige
åbninger. Den slags appellerede ikke til Spasskij. Han spillede med forkærlighed
klassiske og sunde opstillinger og en gang imellem Kongegambit.
1. |
- |
e5 |
2. |
Lb2 |
Sc6 |
3. |
c4 |
Sf6 |
4. |
Sf3!? |
Mere provokation. Sorts bonde lokkes frem så den senere kan blive angrebsmål
4. |
- |
e4 |
5. |
Sd4 |
Lc5 |
6. |
Sxc6 |
dxc6 |
7. |
e3 |
Lf5 |
8. |
Dc2 |
De7 |
9. |
Le2 |
0-0-0 |
10. |
f4 |
Hvid har bondeovervægt i centrum og dermed glimrende fremtidsperspektiver. Til
gengæld har Sort en sikker kongestilling og et stort udviklingsforspring.
10. |
- |
Sg4 |
11. |
g3 |
h5 |
12. |
h3 |

Sort ofrer en officer for at slå vej til den hvide konge. Jeg tror, at Hvid her har indset,
at han er fortabt, men der er jo ingen vej tilbage.
13. |
hxg4 |
hxg3 |
14. |
Tg1 |
Th1!! |
Spasskij, når han er bedst! Hvid må ikke få et øjebliks ro.
På 16. Tg1 er 16. Dh4+ 17. Kd1 Dh1! knusende.
16. |
- |
Dh4+ |
17. |
Kd1 |
gxf1D+! |
Bedre end 17. - Dh1 18. Kc1. Nu bliver Hvid mat efter 18. Lxf1 Lxg4+, så
Larsen gav op her. En voldsom kølhaling, men Larsen kom igen straks efter.
Steen S
