Foredrag v/ Steen Schousboe Tilbage til forsiden


Undtagelser - eller når tingene ikke udvikler sig, som de plejer

Caro-Kann er kendt som en solid, men ikke specielt aggressiv åbning. Men se så her:

hvid: Schuster
sort: Carls
1913

1. e4 c6 2. d4 d5
3. Sc3 dxe4 4. Sxe4 Sf6
5. Sg3
Det er ikke alle hvidspillere som har lyst til at slå på f6. Stillingen efter
5. Sxf6 gxf6
blev grundigt omtalt i Larsens "Solide åbninger" fra 1980, hvorefter en række danske spillere tog den op. Jens Kristiansen, Erling Mortensen, m.fl.

5 - h5 6. Lg5?
Efter dette parti stemplet som en alvorlig fejl.

6. - h4 7. Lxf6? hxg3
8. Le5



I næste træk vil Hvid slå Hvid på g3 hvorefter han står fint, men ...

8. - Txh2!! 9. Txh2 Da5+!
10. c3
10. Dd2 gxf2+

10. - De5+! 11. dxe5 gxh2
og Hvid gav op.



Den slags lyngevinster er der ikke mange af i Caro-Kann, men solid er den vel? Tjah, se selv:

hvid: Zinn
sort: Brümmer
1964

1. e4 c6 2. d4 d5
3. exd5 cxd5 4. c4 Sf6
5. Sc3 g6 6. Db3 Lg7
7. cxd5 0-0 8. Le2 b6(?)
Bedre er 8. - Sbd7 eller 8. - Se8. Petro har spillet 8. - Sa6 og den sorte løber står bedre på f5 eller g4 end på b7.

9. Lf3 Lb7 10. Sge2 Dd7
11. Lg5 Sa6 12. 0-0 Tfd8
13. Tfe1! Sxd5
13. - Sc7? 14. d6!

14. Lxd5 Lxd5



15. Da3! Sc7 16. Sf4 Df5
Modangreb på Sf4 og Lg5.

17. Dxe7 Td7
Har Hvid været for grådig?

18. Sfxd5! Sxd5 19. De8+!! Opgivet.
19 - Txe8 20. Txe8+ Lf8
21. Lh6



Jernlogikeren som angrebsspiller

Botvinnik var utvivlsomt verdens stærkeste spiller allerede fra 1938, hvor han vandt den store AVRO-turnering. Men en verdenskrig kom i vejen og han blev først verdensmester i 1948, en titel han forsvarede med næb og klør mod Smyslov, Bronstein og Tal. Først Petrosjan kunne endegyldigt fravriste ham titlen.
Botvinnik var kendt for sine omhyggelige åbningsanalyser, sin foretagsomme stil i nedenstående parti. Kommentarerne er Bottes egne

hvid: Botvinnik
sort: Portisch
1968

1. c4 e5 2. Sc3 Sf6
3. g3 d5 4. cxd5 Sxd5
5. Lg2
De hvide forhåbninger knytter sig til diagonalen g2-b7 og den halvåbne c-linje.

5. - Le6 6. Sf3 Sc6
7. 0-0 Sb6 8. d3 Le7
9. a3 a5
En for Portisch karakteristisk naivitet. Han vidste, at jeg ofte havde spillet dette åbningssystem (Dragevarianten i forhånden). Naturligvis kendte han også mit parti mod Flohr, som ligeledes spillede 9. - a5 og opnåede remis. Hvad han (Portisch) dog ikke vidste var, at jeg dengang mod Flohr slet ikke ville vinde. Men i Monte-Carlo ønskede jeg at vinde.

10. Le3 0-0 11. Sa4
En hyppig manøvre i denne åbning. Hvid åbner c-linjen og truer med at trænge ind på c5 med en let officer. Hvis Sort slår springeren vinder Hvid et udviklingstempo.

11 - Sxa4
Dette hjælper som sagt den hvide udvikling. 11. - Sd5 havde ført til et mere kompliceret spil.

12. Dxa4 Ld5 13. Tfc1 Tfe8
14. Tc2 Lf8
Hertil har Sort spillet ret fornuftigt, men nu viser hans harmløshed sig. Efter partiet pegede Smyslov på det enkle 14. - Ld6 med hensigten 15. Db5 Se7. I tilfælde af 14. - b5 15.Dxb5 Tb8 16.Da4 ville Sort ikke have nogen mulighed for at udnytte den hvide dronnings usikre placering.

15. Tac1 Sb8
En alvorlig fejl. Sort håbede på at opbygge en sikker forsvarslinje med 16. - c6 , men overså Hvids 17.træk. Absolut nødvendigt var

15. - e4 16. dxe4 Lxe4
17. Td2 Df6
selvom Hvid også her ville have klar positionsfordel med 18. Lf4

16. Tc2xc7 Lc6
Dette var ideen bag Sorts 15.træk. Min modstander vurderede med rette, at den materielle fordel efter 17. T7xc6 Sxc6 (kvalitet for bonde) ville være tilstrækkelig til at holde ligevægten trods Hvids positionsfordel.

17. T1xc6!
Men dette træk havde Portisch undervurderet. Han regnede med, at tårnet på c7 ville forblive fanget, hvilket dog ikke er tilfældet. Den hvidfeltede løber er væk, og det hvide tårn kontrollerer til stadighed det vigtige felt b7. Det væsentligste er dog, at Hvid ved hjælp at endnu et tårnoffer kan indlede et heftigt kongeangreb.

17. - bxc6
17. - Sxc6
gør ingen forskel. Sort foretrækker at redde bonden på b7, men hvilken rolle spiller den?



18. Tc7xf7!
Det fangne tårn slår sig fri. Efter

18. - Kxf7 19. Dc4+ Kg6
20. Dg4+ Kf7 21. Sg5+
må Sort ofre dronningen for at undgå mat. Altså er tårnet urørligt.

18. - h6
For at dække feltet g5.

19. Tb7 Dc8 20. Dc4+ Kh8
Heller ikke efter 20. - De6 21.Sxe5 ville Sort kunne have ydet modstand meget længere.

21. Sh4!
Det afsluttende hvide angreb består i at udnytte de hvide felter, hvilket var den egentlige ide med tårnofret.

21. - Dxb7 22. Sg6+ Kh7
23. Le4
truer 24. Se7+ fulgt af 25. Dg8+ mat)

23. - Ld6 24. Sxe5+ g6
eller
24 - Kh8 25. Sf7+

25. Lxg6+ Kg7 26. Lxh6+
og Sort gav op. På 26. - Kxh6 følger 27. Dh4+ og 28.Dh7+.

Et andet sted siger Botte, at han til stadighed blev undervurderet som angrebsspiller. Det er nok ikke helt forkert!
En passiv åbning viser sig som et skarpt angrebsvåben, et solidt forsvar viser sig hullet som en si. og en slutspilskender spiller et blændende angrebsparti. Det er ikke til at vide, hvad man skal tro på. I det hele taget er skak et svært spil. Vi ved, at vi i åbningen skal sikre os indflydelse på centrum og udvikling af officererne. Desuden skal vi undgå unødige svækkelser og tempotab og spild af tid. Det kan vi alle lære.
Men Aljechins forsvar
1. e4 Sf6 2. e5 Sd5
er aldrig gendrevet. Den hvide bonde er kommet så langt frem, at den kan bruges som angrebsmål af Sort. Så hvordan afgør vi, om udvikling skal have forrang for terræn eller centrumsovervægt?
Hvordan skal man i det hele taget vægte de forskellige fornuftige hensyn? Her kan selv de største spillere falde helt igennem:

hvid: Larsen
sort: Spasskij
1970

1. b3!?
I 1964 vandt Larsen i Interzoneturneringen over Spassky med 1. f4, som af mange regnes for et harmløst førstetræk. Larsen kunne godt lide at spille usædvanlige åbninger. Den slags appellerede ikke til Spasskij. Han spillede med forkærlighed klassiske og sunde opstillinger og en gang imellem Kongegambit.

1. - e5 2. Lb2 Sc6
3. c4 Sf6 4. Sf3!?
Mere provokation. Sorts bonde lokkes frem så den senere kan blive angrebsmål

4. - e4 5. Sd4 Lc5
6. Sxc6 dxc6 7. e3 Lf5
8. Dc2 De7 9. Le2 0-0-0
10. f4
Hvid har bondeovervægt i centrum og dermed glimrende fremtidsperspektiver. Til gengæld har Sort en sikker kongestilling og et stort udviklingsforspring.

10. - Sg4 11. g3 h5
12. h3



12. - h4!
Sort ofrer en officer for at slå vej til den hvide konge. Jeg tror, at Hvid her har indset, at han er fortabt, men der er jo ingen vej tilbage.

13. hxg4 hxg3 14. Tg1 Th1!!
Spasskij, når han er bedst! Hvid må ikke få et øjebliks ro.

15. Txh1 g2 16. Tf1!?
16. Tg1 er 16. Dh4+ 17. Kd1 Dh1! knusende.

16. - Dh4+ 17. Kd1 gxf1D+!
Bedre end 17. - Dh1 18. Kc1. Nu bliver Hvid mat efter 18. Lxf1 Lxg4+, så Larsen gav op her. En voldsom kølhaling, men Larsen kom igen straks efter.

Steen S