Formandens beretning | 2. juli 2021 | ![]() |
Velkommen til generalforsamlingen.
Inden vi starter, så har vi mistet 4 venner, som har været medlemmer af
Vanløse, Rødovre eller Damhus Skakklub.
Jesper Klitmose Holm, som har været henholdsvis formand og kasserer i Vanløse.
Desuden Knud Erik Helleshøj, Jan Ejler og Michael Rosenby. Skal vi rejse os for de fire.
Første punkt på dagsordenen er valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår Per
Kühlmann. (som blev valgt)
Jeg ved ikke, om I har hørt det, men der har været en virus, som har præget
skakken det meste af 2020 og måneder i 2021. Men på trods af dette så afholdt
Damhus Skakklub en udsat generalforsamling d. 11. august 2020. Og så fik vi afholdt to
udsatte holdkampe, Ur-kampen mod Hvidovre samt en amputeret vinterturnering, så noget blev
det til.
Holdkampe
Holdkamp vedr. 2019/2020, hvor sidste runde skulle have været spillet i marts, blev
på grund af Covid-19 afviklet 26. august. Andetholdet og tredjeholdet skulle spille 20.
august, men andetholdet kunne vi ikke stille hold til, så vi blev dømt som taber
0-7 til K41.
De to holdledere havde følgende kommentarer:
Steen om førsteholdet: Hvor årets generalforsamling var så fredelig at
man kunne føle sig hensat til det kinesiske kommunistpartis årskongres (se referat i
Fribonden), så var der ganske anderledes spænding i den udsatte holdkamp i
Mesterrækken. Bordene blev sprittet af og sat op til ekstra afstand, og der var både
håndsprit og mundbind til dem der måtte ønske det. Vi vidste inden kampstart
at vi skulle have mindst tre points mod Hvidovre. Det fik vi lige præcis, men det holdt
hårdt. Søren havde på forhånd meldt at han ville gå efter en
hurtig remis. Det var hans modstander med på. Dernæst så jeg faktisk ikke
nogen af de andres partier, bortset fra det afsluttende tidsnødsdrama i Hans's parti.
I tidnøden fik Hans viklet af til et dødt remis tårnslutspil. Dermed fik vi
lige præcis de tre points, men det kunne let være blevet til 2½ i stedet, og i
så fald var vi rykket ned.
Det var tæt på at de revnede, men bukserne holdt lige akkurat.
Ernst om tredjeholdet: I årets sidste holdkamp sæsonen 2019/20 som blev udsat
på grund af Covid-19 fra 14. marts til i går, mødte Amager III op som
favoritter og de spillede om oprykning til 3. række (Der er to oprykkere i rækken,
Herlev II kunne ikke røres, men Øbro IV og Amager III lå lige med 28 point
hver før denne runde). Det viste sig i løbet af aftenen, at Amager mødte
et Damhus 3. hold, som viste en kampgejst som Amager ikke kunne dæmme op for, så vi
vandt med 5-3. Stor ros til holdet. Bordene var sat i behørig Covid-19 afstand og
sprittet af. I løbet af aftenen var der flere, der af gammel vane efter kampen gav
hinanden hånden. Efter et smil blev det ændret til en korrekt albue (måske
var et buk/nik det rigtige).
Som holdleder og formand er det mit indtryk, at alle har savnet skakken og var glade for at komme
i gang igen.
Felix lod til sidst modstanderen tage et tårn - for så at sætte ham mat. Hvis
jeg kan rekonstruere de sidste træk, så kommer det i fribonden.
EMT
Vi fik afholdt vores EMT-turnering med start 1. september 2020 med tre grupper med seks i hver.
A-gruppen blev vundet af Gisli med 4½ af 5, nr. 2 blev Steen Schousboe.
I B-gruppen vandt Hovhannes med 4 point, og Johan fik 3.
C-gruppen blev vundet af formanden med 3½. Nr. to blev Arshak.
Ur-kamp
Den 21. oktober var der ur-kamp mod Hvidovre. På grund af Corona var den blevet flyttet
fra den sidste tirsdag i august. Damhus 9½ - Hvidovre 8½. Samlet fører Damhus 22-16.
Vinterturnering
Med to grupper med otte spillere i hver startede vinterturneringen 3. november. Vi fik afviklet
tre runder i 2020, og på grund af denne virus kunne vi først starte op igen d. 27.
april 2021. Så blev A-gruppen ramt af tre afbud til de sidste runder, men vi fik en samlet
vinder Hovhannes med fem og Steen Schousboe som nr. 2. Der er tradition for, at vinderen af
vinterturneringen i A-gruppen skal spille simultan mod foreningens medlemmer. Det må vi
finde en dag til.
I B-gruppen fik vi nogenlunde afviklet runderne. Sten Bauers lagde sig i spidsen fra start, men
brækkede armen, så vi fandt en løsning på Stens manglende partier.
Så der blev to vindere: Bauers og Røhder med 5½. I C-gruppen var Henrik handikappet
til de sidste runder. Det var et brækket ben.
Foredrag
Morten holdt et foredrag 8. december 2020. På grund af Corona var der kun otte indbudte
fra førsteholdet.
Carsten Høj
Sidste år talte vi om at invitere Carsten Høj til foredrag og simultan. Det vil vi
se på i det kommende år.
Vinsmagning
Ved sidste generalforsamling blev det vedtaget, at bestyrelsen skulle arrangere en vinsmagning.
Det er fortsat planen at få dette sat i værk.
fribonden
Bjørn har scannet de gamle numre af fribonden 1977-2009 fra Vanløse-tiden
og fået dem lagt på nettet i søgbar form. Nogle af siderne er dog skrevet
med lysegrå skrift, som vist kun kan læses af mennesker.
Næste år
Bestyrelsen ser frem til et mere skakvenligt år 2021-2022 med de turneringer og de
afslutninger, som vi plejer at have.
Ernst