Delegeretmøde i KSU Tilbage til forsiden


KSU's ordinære delegeretmøde blev afviklet 30. marts i Føroyars lokaler. Det ligner til forveksling en generalforsamling, men hedder altså noget andet.

Formanden, Claus Larsen og Deres redaktør/revisor var mødt op for at repræsentere klubben. Der var kun et halvt hundrede i alt, incl. bestyrelsen.

Formandens beretning var udsendt med på forhånd, ingen ønskede den læst op.

Der var en del debat med hensyn til medlemstallet og nogle forslag. Én (vist nok fra KS41) berettede om en rundtur til skoler i nærheden, hvor han havde fået 5 minutter pr. klasse til at udbrede sig om skakspillets velsignelser! Det havde givet 12 juniorspillere.

Nogle mente, at juniorarbejde og andet ekstra krævede penge. De slog bl.a. ned på en sølle restance på 12.000 i KSU-regnskabet (4% af kontingentet). Der var dog enighed om, at det var muligt at skaffe penge, fra sponsorer, fra KSU, fra kommunen, fra klubben, hvis nogen havde ideerne og lysten til at gøre arbejdet.

Kassereren fremlagde regnskabet. Der var indtægter for 390.000 kr., hvoraf 260.000 kr. gik videre til DSU. Øvrige indtægter på 14.000 kr. og offentlige tilskud på 22.000 kr.

Udgifterne udgjorde små 100.000 til turneringer, herunder 18.000 til junior-afdelingen, desuden 45.000 kr. til materiel og administration, samt 25.000 til møder, transport og bestyrelse.

Den stod på genvalg på alle poster: formand: Lars Bech Hansen, kasserer Bjarne Haar, bestyrelsesmedlemmer: Ole Block, Carsten Petersen, Niels Erik Andersen, Arild Rimestad, Mogens Bengtsson, revisorer: Preben Andersen, Bjørn Enemark, revisorsuppleant: Eigil Johansen

Jeg talte senere med Arild, der fortalte om juniorarbejdet, om stævnerne og om sine planer om et skaksamarbejde over sundet, han har initiativ!