Hinsides h-linien Tilbage til forsiden


Så gik den lange vinter. Godt nytår! VM Karpov beholdt sin sprukne VM-titel efter den sportsligt mislykkede Groningen-turnering og den lige så triste match i Schweiz, hvor Anand, den trætte vinder fra Groningen, bukkede under for presset i hurtigpartierne. Uværdigt for FIDE, men de mange protester blev overhørt af præsidenten. For de fleste stormestre undlod at protestere, da de gerne ville have nogle af de mange millioner, der var udsat af hovedsponsoren, det kalmydiske folk! Som bekendt er FIDE-præsidenten også præsident i Kalmydien, hvor "man" er så skakinteresseret, at man stillede de nødvendige pengemidler til rådighed.


Men ellers har vi her i landet fået endnu en stormester. Sådan bare. Sune Berg Hansen. Det er ved at gå stærkt. I hvert fald er det ikke længere en sensation, når en dansker opnår den næsthøjeste skaktitel i verden.

Og der er flere på vej. Næste kandidat er jo Nicolaj Borge. Han har på internettet beskrevet en spansk turnering, UBEDA OPEN 1998, hvor han i januar forgæves prøvede at få en af de tre normer, der skal til.

Han blev nr. 45, men der var flere lyspunkter: Det foregik i Sydspanien (nær Granada) med gratis logi på et firestjernet hotel, der var flotte pengepræmier, 25.000 kr. til nr. 1 og såmænd 2.500 kr. til nr. 501! Og der var mange kvindelige spillere!

En af disse var inderen WIM Ghate, der med hvid måtte ned mod Borge. Det er interessant at læse Borges kommentarer til åbningen. De unge mennesker kan jo en hel del teori. F.eks. skriver han efter 1. e4 c5 2. Sf3 d6 3. d4 cxd4 4. Sxd4 Sf6 5. Sc3 g6 6. Le3 Lg7 7. f3 Sc6 8. Dd2 0-0 9. 0-0-0 d5 10. De1: "Det er mig en gåde hvorfor den variant er så populær. Har man brug for remis, kan man spille 10. -, e6." Uden at forklare, hvorfor det skulle ligne en remisstilling! Og uden at fortælle os almindelige læsere, hvad hvid ellers skulle foretage sig.

Han fortsætter: "... men foretrækker man at vinde, kan man spille: 10. - e5 11. Sxc6 bxc6 12. exd5 Sxd5 13. Lc4 Le6 14. h4?! Et skidt træk, som IM Martin Olesen i sin tid introducerede og oven i købet med succes." Og igen intet om hvids bedre muligheder. Mig bekendt skulle det være 14. Se4, men der er godt nok løbet en del vand i stranden, siden jeg lærte det!

Efter 14. - Dc7! kommer beskeden "Langt bedre end det tidligere spillede 14. - De7." Og intet om hvorfor. Hvem er egentlig mandens målgruppe?

15. Sxd5 cxd5 16. Lxd5 Lxd5 17. Txd5 Dc4! 18. Da5 Tfc8 19. Td2 e4 20. Dd5. Her har jeg ikke rigtig noget at udsætte på kommentaren "Bedre var 20. b3, men sort har under alle omstændigheder overvældende kompensation efter f.eks. 20. - Dc6."

20. - Lxb2+ 21. Kd1. "Hvid går mat efter Kxb2, Dc3+!" Ja, det kan vi se selv. 21. - Lc3 22. Dxc4 Txc4 23. Td6 Te8 24. fxe4 Tcxe4 25. Ld2.

Og så har vi brug for et diagram:


25. - Tb4! "Vinder en kvalitet og dermed partiet." Godt set, Nicolaj! Det er det udækkede tårn på h1, der er taget på kornet. 26. Kc1 Lb2+ 27. Kd1 Lc3 28. Kc1. Der vindes tid på uret. 28. - Teb8! 29. Lxc3 Tb1+ 30. Kd2 Txh1 31. g3 Tg1 32. Le5 Te8 33. Td5 Tf1 34. Ke2? Tf5, og "sort vinder yderligere materiale." 0-1, som jo nu betyder opgivet eller overskredet.

Bent Kølvig