![]() |
I holdturneringen deltog vi i år med kun to hold, i
første og 3. række. Begge holdene var ved at rykke ud
efter 6 ud af de 7 runder, men andetholdet klarede skærene.
Førsteholdet må derimod en tur ned omkring 2.
række, 2 points efter nr. 6 i rækken. Heldigvis var det
ikke kun et halvt point, der afgjorde sagen, så havde hele
holdet haft dårlig samvittighed over ikke at have vundet den der
fordelagtige stilling mod hvem var det nu.
Klubben slap godt fra arrangementet med Vestvold-holdturneringen,
klubbens første større turnering siden Ejlerts dage. Vi
deltog med hele seks hold og fik prøvet at stå med
turneringsansvaret. 64 spillere deltog fra fem klubber. I grunden er
skakspillere jo et fredeligt folkefærd - altså når
det hele klapper, og det gjorde det her.
Siden sidst har Ernst fået et helt point mod Bent Kølvig,
så vi kommer nok et gang til at se et af hans tabspartier. Men
det skal ikke glemmes, at Bent blev klubmester nok en gang. Ikke med
fuldt hus, men dog et helt point foran nr. 2, Jakob Enemark. Og med
mesterskabet kan man ikke tabe rating, det var vist Bent Larsen, der
fik indført den regel.
Udenforstående har aldrig fattet dette spil. Tænk at man
kan sidde en hel aften og stirre på to gange 16 træfigurer
og en gang imellem flytte en af dem! For os andre sker der en masse.
Frygtelige trusler opstilles og pareres, finter og vildledninger
gennemføres. Alt foregår i fuld åbenhed og dog har
man ikke set det hele, men det har modstanderen heller ikke! Træt
vakler man hjem efter sådan herredyst og prøver så
at drosle tankevirksomheden ned til søvnniveau.
Men nu er sæsonen slut. Med sensommerens komme venter nye
glorværdige sejre og forsmædelige nederlag, men nu
gælder det ferietiden: God sommerferie til alle.
Jens og Bjørn
